National Multicultural Festival
I februar hvert år forvandles Canberra til en stor multikulturel fest, hvor man kan stifte bekendtskab med mange af de forskellige kulturer, som udgør Australien i dag.
Tekst og foto: Marlene Stolt
Måske er den en af verdens mest oversete hovedstæder. Det er sjældent skandinaviske turister tænker på at tage til Canberra, når rejsen til Australien planlægges. Byen med sine 320.000 indbyggere beliggende inde i landet kan hverken prale af en smuk kystlinje eller sandstrande som så mange andre af landets storbyer. Men den, som alligevel lægger vejen forbi for at besøge kasinoet, parlamentsbygningerne og det nye flotte nationalmuseum, kan være heldig og opleve byens indbyggerne, når de viser, hvem australierne virkelig er.
Festival for australierne selv
National Multicultural Festival afholdes i Canberra hver sommer - en begivenhed, som vokser for hvert år. I løbet af ti dage i februar strømmer besøgende fra hele landet til byens gader, teatre og udstillinger for at få kulturelle smagsprøver fra alle verdens hjørner. Nogle artister er fløjet ind fra bl.a. Mexico, Japan, Holland, Indien og Sydamerika, men langt de fleste optrædender står indbyggerne i Canberra selv for.
Åbningsceremonien må man bare ikke gå glip af. Her kombineres i stort format en aboriginal røgceremoni med en ægte aussie barbeque. - Festivalen er med og for australierne og markedsføres ikke først og fremmest til turister som så mange andre begivenheder i andre byer, siger festivalgeneralen Anna Peppas. Jeg møder hende på festivalens første dag, hvor mad og dans står på programmet med 30.000 besøgende.
Den 24-årige Anna Peppas voksede op i Canberra, har græske forældre, og med sit udenlandske ophav er hun en ganske typisk australier. En tredjedel af Australiens ældre befolkning er født uden for landets grænser. - At værdsætte en kultur, uanset hvor langt ude i slægten den findes, er så vigtigt, siger Anna. Man skal ikke bare kunne udtrykke sig på sin egen kulturs måde. Man skal også synes om at gøre det.
Mad fra hele verden
Det er tydeligt, at der er mange i hendes hjemby, som gør det. Canberras gågade er i dagens anledning et duftende hav af markedsboder. Der steges, grilles, koges og piskes. For et mindre beløb kan man få ”A Taste of Japan” (dvs. en smagprøve fra Japan) hos de australske japanere, som kalder deres stand for Sushi Banquet (sushibaren). Den polske kvindeforening tilbyder bagværk, men måske mest af alt en gedigen historie. Foreningen har eksisteret i Canberra siden 1957 og vidner om det internationelle præg, som Australien har haft, siden de første europæere gik i land.
Finske piroger og dansk øl
Skandinavisk mad bliver repræsenteret af Finland. Henved ti smilende blonde finner har hektisk travlt, da jeg besøger deres stand. Erja Stephenson har dog tid til at fortælle mig, at de karelske piroger lavet af rugmel med fyld af risengrød er de mest populære blandt de besøgende. - Mange finner kommer og køber hos os, men også mange australiere, halvråber hun gennem mylderet. - De er virkelig intresserede i at smage nye retter, som de aldrig har set tidligere, men det er helt sikkert, at mange rynker på næsen, når de ser smørrebrødet med sild, griner hun. I varmen er der derimod god afsætning på dansk øl til at læske sig på.
Den angelsaksiske befolkning, som stadig udgør majoriteten af Australiens befolkning, er naturligvis også til stede. Tony Gallaghan præsenterer stolt sine vine fra Mudgee-området i det centrale New South Wales. - Jeg repræsenterer min region og min befolkningruppe, siger han, og det er første gang, at jeg hører den klassiske, brede australske accent bag markedsboderne.
Scener rundt i byen
Jeg går videre og træffer Rhys Holden, en 18-årig fyr, hvis opgave de næste dage er at introducere de forskellige indslag på de opstillede scener i det centrale Canberra. En indonesisk dansegruppe har lige forladt scenen, og Rhys hopper op for at præsentere næste dansenummer udført af elever fra en makedonsk skole i byen. De danser for hundredvis af opmærksomme tilskuere. Rhys holder af den multikulturelle atmosfære. - Den passer mig. Jeg har lige rejst rundt i flere lande med en kammerat, og vi trivedes virkelig med at udforske forskellige kulturer istedet for at tilbringe en længere ferie i blot et land.
Hans intresse går længere tilbage end det. Som 16-årig rejste han til Sverige som udvekslingsstudent i seks måneder. Han fortæller, hvordan han elskede den svenske mad og blev fascineret af, at et vestligt land så meget lig hans eget dog kan være så anderledes, når det gælder kosten. Nu håber han, at festivalens besøgende kan gøre lignende iagttagelser.
- Jeg er lidt skuffet over, at Sverige ikke har en stand her på madmarkedet, men jeg må holde øje med, om de ikke danser lidt senere. Bare de har lidt svensk ”godis” (småslik), jeg kan smage, siger han og ler.
Ti dages kulturoplevelser
Den første festivaldag er ved at være slut, men for Canberras indbyggere og alle de tilrejsende fra andre stater er der meget andet at se. Blandt de hundredvis af udstillinger og arrangementer over de næste ni dage indgår et karneval i rigtig Rio-ånd, og det kinesiske nytår skal også fejres.
For den, som ønsker at forlade de turistfyldte strande i håb om at opleve den rigtige australske kultur, kan den multikulturelle festival i Canberra næppe blive en skuffelse. Sjældent får man chancen for at lære så meget på så kort tid om det australiske folk.
Marlene Stolt har boet de seneste seks år i Australien, hvor hun bl.a. har studeret medier & kommunikation i Sydney. Marlene bor nu i Canberra sammen med sin australske mand og arbejder som freelance journalist for bl.a. Sveriges Radio og TT.
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com