Det stof, drømme er lavet af, graves op af undergrunden i Coober Pedy, South Australia, hvor folk i bogstaveligste forstand er gået "down under".

Underground
Der er nu ingen rigtige bjerge. Der er nærmere tale om store klippeknolde, som mange steder er forsynet med vinduer og døre. Er det en forladt filmkulisse fra en Flintstone-film? Byens skrånende hovedgade er ikke meget forskellig fra andre byer med 4.000 indbyggere, men der er mindst 30 butikker, der sælger opaler, og mange facaders skilte begynder med ”Underground –” eksempelvis -hotel, -restaurant, -bar etc.

 

Byens mest centrale campingplads er der heldigvis ikke er noget underground ved, men at forlade bilens airconditionerede miljø er som at få klasket en brandvarm stegepande i hovedet. Heden er langt over det behagelige – på grænsen til det uudholdelige. Efter en svalende dukkert i campingpladsens pool kører vi på sightseeing rundt i byen.

De lokale aboriginere synes at have fået udbetalt penge i dag, for en stor del af dem – kvinder og mænd, unge og gamle - vælter ukontrolleret berusede omkring i rundkørslens græsrabat. En patruljevogn holder vagtsomt øje med optrinnet, der vækker tydelig ærgrelse blandt de hvide fodgængere. Sørgeligt at se det engang så stolte urfolk i denne depraverede tilstand, men årsagen kan ligge andre steder end hos dem selv.

Et opaleventyr
På anbefaling fra campingchefen kører vi fire km udenfor byen for at besøge en opalgraver på hans bopæl, hvor der også er butik. Hammermeister er et velklingende navn til en opalgraver. Med fornavnet Markus og fødelandet Schweiz er Markus et af de bedrestillede medlemmer af den hundredtallige skare af eventyrere, der fra op imod 50 forskellige lande har fundet sig en forholdsvis fri men også usikker tilværelse som opalsøgere i Coober Pedy.

 

Markus Hammermeister er gift med Josephien Zwart hollænder af fødsel – de har ingen børn, men istedet en sort labrador. Markus er 39 år og har været opalgraver i Coober Pedy, siden han var 16. I dag driver han en opalmine sammen med en partner og sin hustru, der ved siden af læser til lærer i Adelaide. Ægteparret bor i en af disse klippeknolde med døre og vinduer ud mod en klippeafsats, der tjener som gårdsplads.

 

Markus besidder en klippefast ro, afstedkommet af mange ensomme arbejdstimer under jorden. Han fremviser tålmodigt og håbefuldt sine fineste opalfund for min hustru, der ikke er god til at sløre sin åbenlyse interesse. Da hun omsider har truffet sit valg og betalt, viser han beredvilligt, hvordan man sliber de værdifulde sten, og jeg udnytter yderligere hustruens investering ved at bede om lov til at se deres private hjem. Det viser sig at være ulig noget andet, vi nogensinde har set.

Besøg i en dugout
Eneste plane flade er gulvet, der er belagt med brændte klinker, mens lofter og vægge består af den grove, rødlige kalkstensklippe, der bærer præg af at være skåret med en særlig maskine. Entreen og det rummelige spisekøkken er eneste rum, der vender mod gårdspladsen og derfor har vinduer. Køkkenbordspladen er tilskåret, så den følger væggens uensartede struktur. Husets mere tilbagetrukne værelser såsom stuer, soveværelser, bryggers og badeværelse er uden vinduer og oplyses kun af elektriske lamper. Inklusive showroom og workshop (butikken) råder Hammermeisterparret over mere end 300 m² bolig – en såkaldt ”dugout”, der er udgravet af en tunnelgravemaskine.

 

Denne enestående bolig har endvidere den fordel, at når udetemperaturen i de varmeste sommermåneder stiger til mere end 50 grader og igen falder til under 10 grader om vinteren, holder indetemperaturen sig konstant på 24 grader året rundt. Over halvdelen af Coober Pedys indbyggere bor i dugouts.

Dyre dråber
Markus fortæller, at en gruppe guldsøgere den 1. februar 1915 havde slået lejr lige syd for det nu-værende Coober Pedy, og mens de voksne var ude for at lede efter vand, daskede fjortenårige Willie Hutchinson rundt i lejren og fandt et overfladisk jordlag af farveglitrende opaler. Den umenneskelige hede og manglen på vand tiltrak dog kun ganske få mennesker indtil 1917, da et større antal hjemvendte soldater fra 1. Verdenskrig var ivrige (og hårdføre) nok til at forsøge at skabe sig en tilværelse i outbacken.

 

Men vandforsyning var altid et problem. I en årrække blev vandet transporteret i beholdere til Coober Pedy af de afghanske kamelkaravaner, men i dag dækker en dyb vandboring nord for byen behovet. Det er imidlertid dyre dråber. 1.000 l vand koster 35 kr, hvilket måske ikke lyder af meget, men med varmen in mente og deraf følgende vandforbrug bliver det på årsbasis til en formue.

På vejen tilbage til Coober Pedy passerer vi byens kirkegård. Et indhegnet, støvet og stenet stykke jord midt mellem bunkerne af opgravet materiale fra minerne. Størsteparten af gravene er forsynet med et frønnet kors, hvoraf mange er ulæselige eller knækkede. Navnene, der kan læses, stammer fra vidt forskellige verdensdele og efterlader en sørgelig fornemmelse af mangel på familieliv og rungende ensomhed. Tankevækkende.

Crocodile Harry
Markus Hammermeister er ikke repræsentativ for Coober Pedys samfund af opalgravere. De fleste er tidligere omstrejfende eventyrere, for hvem parabolantenne og BetalingsService er mere ydmygende end døden. En værdig repræsentant for disse er det nulevende og farverige ikon, Crocodile Harry, som vi nu er på vej til. Vi finder hans dugout mellem klipperne fem km nord for byen med bizarre skulpturer og skilte på gårdspladsen. Donald, en mand i slutningen af tyverne, tager imod os og beklager, at Harry er til undersøgelse på hospitalet. Donald byder på kaffe og viser rundt i Harrys eremitbolig, der er dekoreret - snarere overhængt – med de mærkeligste objekter fra udstoppede krokodiller til D-størrelse brystholdere. Harry har aldrig lagt skjul på, at han er meget begejstret for piger.

 

Donald, der beskriver sig selv som uafhængig sæsonarbejder, fortæller over kaffen, at Crocodile Harry påstår at være en lettisk baron ved navn Arvid Von Blumental, som måtte flygte fra sit land ved afslutningen af 2. Verdenskrig. I en årrække arbejdede han oppe i Northern Territory som krokodillejæger, og han var senere helikopterpilot, men blev fyret, da han oftest var beruset.
Harry kom til Coober Pedy i midten af tredserne for at grave efter opaler, men helbredet har i de senere år været svigtende, og ifølge Donald er Harry senest begyndt at drikke forbipasserende backpackere fulde, hvorefter han overtaler dem til at komme i opalgraver-praktik.

Crocodile Harrys dugout blev i 1985 udødeliggjort i actionfilmen, Mad Max III ”Beyond Thunderdome” med Mel Gibson og Tina Turner.

Månelandskab
En spektakulær aftenforestilling oplever vi 33 km nord for Coober Pedy i et område med stednavnet The Breakaways. Imens man synes at bevæge sig ud i intetheden, åbenbarer et af kontinentets største scenerier sig pludselig, stærkt støttet af det bløde, gyldne lys fra solnedgangen. Fra et skiltet udsigtspunkt står vi uden andet at sige end wauw og betragter en kæmpemæssig slette, The Moon Plain, der også har været benyttet som lokation i Mad Max-filmeme. Et stykke til højre står klippeformationen, The Castle, og længst borte de to klipper, Salt and Pepper, der – som navnet antyder – er to identiske småbjerge med den forskel, at en er kridhvid, mens den anden er rødbrun.

En lille køretur yderligere bringer os til dingohegnet, The Dog Fence – verdens længste hegn, der forhindrer de vilde dingoer i at genere fåreflokkene i det sydlige Australien.

Stumme, trætte og mætte af oplevelser kører vi i skumringen tilbage til Coober Pedy, spiser aftensmad på campingpladsen og sover en bevidstløs søvn, indtil morgendagens ubønhørlige sol står op. På vejen ud af den sære by aflægger vi besøg i en undergrundskirke, hvor vi bliver enige om, at det har været det mest handlingsmættede døgn, vi endnu har tilbragt i Australien.

Fakta om opaler
80% af verdens opalproduktion kommer fra Coober Pedy og nærliggende Andamooka. Kort beskrevet er opal et mineral, en kvartsart bestående af kiselsyre og en variende del vand. Opaler er fremkommet efter vulkansk aktivitet, hvor der for mio. af år siden har været vand. Under et elektronmikroskop ses små kugler af kiselsyregele, der i de fineste opaler ligger i velordnede lag, der ligesom prismer bryder lyset i forskellige farver afhængig af synsvinklen. De fleste opaler i Coober Pedy har mælkehvid grundfarve, men sort opal og ildopal forekommer også og er særligt eftertragtede. En ganske særlig opal, The Painted Lady, der vejer op mod 100 kg (!) er netop udbudt til salg i Old Timers Mine and Museum i Coober Pedy. Den blev fundet i 1983 og er vurderet til AUD 65.000.