Lounge - spisested i Sydney
Tekst: Tina Groth Jørgensen
Solen er ved at gå ned, da vi bevæger os gennem byen for at spise på Lounge. Trafikken er som altid på denne tid af dagen rædselsfuld, så vi beslutter os for at gå derud. Der er ca. et kvarters gang ned ad William Street fra Hyde Park, og der midt mellem berygtede Kings Cross og populære Darlinghurst ligger en skøn lille oase.
Lounge er både en afslappet ”loungebar” og en spændende restaurant. På den skyggefulde og hyggelige terrasse slapper vi lidt af med en cocktail oven på en travl dag, mens vi betragter det myldrende liv ude på gaden. Cocktail- og drinkslisten er lang, og bartenderen er ikke bleg for at mikse lige præcis din favorit.
Restauranten og baren er moderne indrettet med stål, læder, bløde sofaer og puder. Stilfuldt i enkle mørke farver, med god sans for at skabe et behageligt barområde og et intimt spiseområde krydret med god afslappet australsk atmosfære.
Pudsige sammensætninger
Chefkokken Jeff Griggs leverer et spændende og utraditionelt køkken. Han beskriver sig selv som kunstnerisk og kreativ med en stor passion for at rejse. Dette afspejler sig i retterne, der er inspireret af alt lige fra det franske til det mexicanske og asiatiske køkken. Han benytter fusion, krydderier og kultur for at skabe en fuldendt smagsoplevelse.
Mens vi sad på terrassen med vores drinks, delte vi en rigtig australsk barsnack: Krydrede kartoffelbåde til at dyppe i sød chilisauce og creme fraiche. Det er en fantastisk snack, som enhver australsk bar med respekt for sig selv serverer. Eneste ulempe er, at den tager lidt af appetitten, så vi sprang forretten over.
Mormors gratin med japansk pift
Til hovedret fik jeg en laksefilet vendt i en japansk miso/krydderiblanding og derefter pandestegt. Tilbehøret var en let og luftig blomkålsgartin og små gulerødder (AUD 27). Dertil et køligt glas chardonnay. En anderledes men delikat oplevelse, lidt pudsig blanding af japansk krydderi og mormors gratin.
Min partner valgte lammemørbrad, der var lækkert anrettet med sauterede champignoner, andeleverpaté og asparges (AUD 28). Dertil et godt glas shiraz. Igen en anderledes, men meget lækker kombination. Til dessert delte vi en ostetallerken med forskellige australske oste, figner og armensk fladbrød. En skøn afslutning på en dejlig middag.
Info:
Lounge Bar & Restaurant, Ground floor, 169 & 173 Darlinghurst Road, Darlinghurst, NSW 2010.
Bordbestilling på 9331 0539.
Åbent: Tirsdag – fredag fra kl. 17 til sent. Lørdag fra kl. 18.
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com