To forskellige oplevelser af Cobourg Peninsula i Arnhem Land. Den ene starter fra et fugleperspektiv. Den anden foregår ad ujævne veje på en lang og anstrengende rejse. Den ene inspireret af den anden. Begge rummer en dyb fascination for landskabet højt oppe i Northern Territory.

Dag beretter:
Fra et svimlende fugleperspektiv ser vi, hvordan det store kontinent slutter ved Top End. Vi skal snart lande i nationalparken Gurig Garluk Barlu, et område, som har været beboet af mennesker i over 50.000 år. Det er vores ambition at søge væk fra de almindelige turistoplevelser og få en chance for at besøge den mest utilgængelige del af Northern Territory. Der kræves specialtilladelse for at passere gennem Arnhem Land, der er kontrolleret af aborginerne, og for at komme op til nationalparken, som er slutmålet.

 

Jeg er journalist med speciale i natur, miljø og kultur, og vi har fået mulighed for at følge med Brendan Bainbridge, som startede økoturismefirmaet Venture North. Han skal besigtige sin teltlejr ved Port Essington før den nye sæson og efter regntidens orkaner. Det handler om naturturisme i lille skala med personligt touch. Brendan, som er uddannet til at tage vare på miljøet, er blevet prisbelønnet af turistmyndighederne i Australien for sin indsats og for at udbyde de bedst guidede natur- og kulturrejser i Northern Territory. Han udvikler økoturismen sammen med landets oprindelige befolkning, som har et stort behov for både jobs og uddannelse.

 

Betydende vådområde
Australien har et væld af tyndtbefolkede egne, men på Cobourg Peninsula er der mere end tyndtbefolket, faktisk nærmest mennesketomt. Vi mødte seks personer i løbet af de dage, vi var der: Fire aboriginere og Jason og Belinda, som arbejder på skift som parkrangere. Da vi nåede målet for vores eventyr –  teltlejren ved Port Essington - var vi helt alene. Naturen og udsigten er berusende smuk. National- og marineparken er Australiens første såkaldte Ramsarområde: Et vådområde af international betydning og en vigtig lokalitet for Australiens trækfugle. Der lever både havskildpadder samt fersk- og saltvandskrokodiller side om side med hajer og dygonger (søkøer).

 

Cobourg-halvøen var det første sted, som englænderne koloniserede i det nordlige Australien i 1840’erne. I den forbindelse hentede man omkring 20 asiatiske banteng-vandbøfler som arbejdsdyr fra Bali, hvor de nu er nærmest udryddet. På Cobourg blev de efterladt efter det mislykkede kolonisationsforsøg. De blev først genopdaget i 1948, hvor de var vokset til en hjord på over 3.000 dyr, som vi kan se spor efter overalt. Der er stadig nogle steder tilbage på jordkloden, som minder om, hvordan naturen ville se ud uden menneskets påvirkning. Flere af disse findes i Australien, og Cobourg ligger højt på Top 10 listen

Petra fortæller:
Fogg Dam er blevet ornitologernes paradis. Fuglene følger fiskestimernes bevægelser frem og tilbage. Der samles fugle i stort tal: Hvide hejrer, ænder, selv et par sorthovede storke og dem, som australierne kalder ”brolgas”. Åkander i forskellige farver og lotusblomster i stort tal. Træerne omkring er fulde af hvide kakaduer.

 

I Kakadu er Jim Jim Road netop blevet åbnet efter regntiden. Det er en snirklet vej af hårdtstampet rød jord, og visse steder krydses den af, hvad der tidligere var ”syndfloder”. Hver gang vi skal passere en ny flodseng, må vi først aflæse vanddybden på målestokken. Vores chauffør og guide, Danielle, skifter rutineret til de lave gear på den firehjulstrukne jeep. At køre bil gennem rindende vand er en ophidsende oplevelse, især hvis en stor krokodille skulle flyde forbi.
 
Fremme i Cobourg
Efter halvanden dags rejse når vi Cobourg. Det er økocamping i luksusudgave og i lilleputformat. Jeg og mine tre medrejsende får hver sit telt. Alle med en rigtig seng og udsigt over Port Essington. Da solen går ned, føler man, at nogen tænder stjernerne. Hele mælkevejen lyser lige over os, og snart står vi sammen og betragter himlen.

 

Vi udforsker halvøens kystlinje i vores 4WD. Mangrovetræernes frodige grønhed er det eneste tilbagevendende indslag. Ingen strand er lig den anden. Ved fjordens østlige nordspids, hvor de jernholdige stens knaldrøde karrighed møder vandets livsbekræftende blå, bliver himlen udklasseret.

 

Puslelyde i natten
En barfodet guide ved navn Dave henter os i sin båd og tager os med over til vestsiden. Han viser os resterne af Victoria Settlement, britternes andet bosættelsesforsøg i området. Ruiner af boliger og sygehushyttens køkken står tilbage. På stranden kan man stadig finde glasskår fra champagnemiddage i 1838. 11 år og 60 dødsfald senere blev forsøget opgivet. Til sidst blev Darwin den udpost i Northern Territory, som man havde held til at kolonisere.

 

I det indbydende vand huserer hajer, box jelly fish (livstruende brandmænd) og krokodiller. Alligevel sidder Judy, min ven, i vandkanten. Skønhed og fare. Eukalyptus og palmer. Da jeg slukker lommelygten, hører jeg lyde af wallabier, som hopper forbi teltet. Om morgenen ser jeg spor efter græssende banteng-kvæg på stranden.

Det føles, som om Moder Natur har hvisket sine hemmeligheder til mig om natten.

Hjemme omkring køkkenbordet
At rejse er noget, man har med sig resten af livet. Det mærkes, da vi sidder rundt om køkkenbordet og snakker om vores oplevelser på Cobourg. Vi sammenligner vores rejser, vores forskellige perspektiver, og hvordan vores egne erfaringer afspejler sig i, hvad man søger og vil opleve. En sag er vi dog helt enige om. Nærmere naturen, nærmere det ægte liv og vores oprindelse er det svært at komme. Cobourg er stedet for genoplading og hvile, noget som er en mangelvare i dagens samfund.