Hinchinbrook Island
En vandretur på den tropiske ø Hinchinbrook i det nordlige Queensland byder på specielle og uforglemmelige oplevelser: Krokodillefyldte flodmundinger, palmeomkransede sandstrande og hvidhalede rotter.
Tekst: Karen Dissing
Foto: Erik Dissing
Hinchinbrook Island ligger ca. 2 timers kørsel syd for Cairns. Øen på 390 km2 er verdens største nationalpark-ø med øde tropiske sandstrande omkranset af palmer, forrevne klipper op til 1.100 m, mangroveskove, kompakte tropiske regnskove – med andre ord en meget spændende og unik natur.
Vi har valgt at vandre på ”Thorsborne Track”, der er 32 km lang. Allerede ½ år før har vi booket adgangstilladelse til de fire dage, vi har planlagt, turen skal tage. Der må kun være 40 personer på ruten ad gangen, så det er vigtigt at være i god tid. Nogle dage var allerede optaget på det tidspunkt. Vi har også booket færgebilletter til og fra øen.
Eventyret starter
Vi sejler fra Cardwell om morgenen i en katamaran. Der er en del passagerer med, idet mange tager ud til resortet som endagsturister. Der får de lidt godt mad, går en tur på stranden og i regnskoven og sejler tilbage igen om aftenen.
Som en fantastisk start på eventyret sejler båden efter et par timer fra Missionary Bay ind i en smal flod med tæt mangrove på begge sider. Da katamaranen ikke kan sejle længere ind, kommer en mindre båd og transporterer os og den lille håndfuld vandrere det sidste stykke ind til øen. Ad en træbro og et sandspor over klitterne når vi endelig ud til Ramsay Bay på østsiden af øen. Sikke en strand der åbner sig for os! Vandet er klart og blåt. Vi smører os godt ind i insektmiddel, idet sandfluer skulle være en stor plage her, hanker op i rygsækkene og starter vandreturen.
Ruten er de fleste steder mærket af på træer og sten. Man kan dog let miste orienteringen. Stien fortsætter måske ind over klipperne eller ind i skoven. Måske er der et flodleje med store stenblokke eller mudder, så et kort er uundværligt. Selv om vi er flere, der går ruten, mister man hurtigt kontakten med hinanden og ses normalt først igen sidst på dagen, når teltet skal slås op for natten.
Altædende rotter
Turen til Nina Bay er forholdsvis let. Undervejs er vi en afstikker oppe på toppen af Nina Peak (312 m o.h.). Hold da op! Sikke en udsigt. Vi når Little Ramsay Bay ved 16-tiden den første dag og slår lejr. I alt ender vi med at være en del telte og omkring 18 personer. For en gangs skyld er alle vores rejsekammerater australiere.
På teltområdet er der opstillet en stor grøn stålkasse. Det er en rottesikret boks, hvori alle lægger deres poser med mad. På øen huserer der nemlig en pæn stor bestand af en lille fyr, der hedder ”white-tailed rat”. Den spiser ALT, hvad der kan spises – siges det. Selv tomt slikpapir skal man ikke ha’ i sin rygsæk. Den kan endda gnave hul på en konservesdåse… For at undgå, at rotterne gnaver sig vej ind i teltet og går på jagt i rygsækkene, lægger man altså maden i disse bokse. Og rygsækken bliver hængt op i en snor mellem to træer med et par tomme colaflasker på hver side af sækken. Om natten hører vi, at det pusler, og en aften kunne vi høre en rotte falde ned fra en af flaskerne. Jo – underholdning er der nok af!
Vi bliver kølet af i bølgerne og opdager en lille dam tæt ved teltet med et mylder af små bitte frøer. Om aftenen sidder vi på stranden under en fantastisk stjernehimmel og en næsten fuld måne, der lyser op ude over vandet og kaster ildskær over bølgerne, som ruller brusende ind mod stranden.
Dejligt vækkeur
Hver morgen bliver vi vækket af det mest fantastiske fuglekor. Vi står meget tidligt op og ser solen stå op ude over havet og indhylle klipperne bag os i et gyldent skær. En god start på dagen. Derefter morgenmad og te hvorefter vi pakker sammen. Vi skal have fyldt vores vandbeholdning op. Det er meget varmt at gå her, så vi har hver 4 l vand med. Man drikker meget mere vand, end man tror. Hud og plastik bliver helt fedtet at røre ved. Vi sveder, så tøjet er drivvådt, når vi går. Temperaturen er omkring de 30o og luftfugtigheden på 90%.
Vandet i floderne er rent, så det er bare med at få fyldt vanddunkene de få steder, det er muligt. Det har været tørt længe, så vi må gå næsten en kilometer op ad det tørre flodleje, før der er rindende vand - og samme vej tilbage igen på ruten.
Jungle Walk till Zoe Bay
Från Little Ramsay Bay till Zoe Bay är det ca 10,5 km – som uppskattas ta sex timmar. En väldigt omväxlande sträcka. Vi ska upp över några svåra klippblock. Det kommer ännu en fin strand, fler flodbäddar och i övrigt går den största delen av leden genom regnskogen. Väldigt spännande. Växterna och träden här är helt otroliga. Det är som att gå i en djungel. Vi stiftar också bekantskap med palmen ”Lawyer Vine” med öknamnet ”Wait-a-While” – en väldigt obehaglig typ som klättrar upp längs ett annat träd med hjälp av taggar på stammar och blad. Sedan skickar den ut långa piskliknande utlöpare med hullingar ner från trädtopparna, och när man så intet ont anande kommer gående sitter man plötsligt ohjälpligt fast! Försiktigt får man ta sig loss igen.
Vi hör ofta fågelkvitter, men skogen är så tät och träden så höga att det är ganska svårt att få syn på fåglarna. Plötsligt ser vi en hel svärm av små fjärilar. På ett ställe finns ett öppet gräsfält. På ett annat finns det mangrove, eukalyptusträd, palmskog eller massor av ”grass trees”.
Väldigt omväxlande terräng
Vi når fram till Zoe Bay i slutet av dagen och slår upp tältet vid skylten med ”Warning for crocodiles”... Vi ordnar med det råttsäkra snöret för ryggsäckarna och går upp till Zoe Falls för att ta en simtur. Småfisk simmar runt mellan benen på oss, och det är välsignat lugnt och fridfullt. Det förekommer sandflugor så vi smörjer in oss ordentligt med insektsmedel, och trots värmen har vi långärmade skjortor och långbyxor på oss. Sanden är för övrigt otroligt klibbig och fastnar på allt!
Etape med udfordringer
Næste dags etape er en af de mere opslidende. Det går meget opad, indtil vi har en flot udsigt ned over Zoe Bay. Vi passerer et utal af udtørrede vandløb, og hver gang er det ned og op. Igen. Stien er mildest talt svær at gå på. Ind imellem er skoven så tæt, at vi ikke kan se hinanden selv på få meters afstand.
Mulligan Falls er endnu et af disse fantastiske vandfald med et tiltrækkende vandhul. To unge mænd fra Melbourne muntrer sig med at glide ned ad vandfaldet. Hhhmmm, det ser ret så ubehageligt ud for bagdelen - men de gentager succesen under stor jubel flere gange. På denne plads kommer der pludselig mange overnattende. Det viser sig, at sejlere ynder at ankre op ud for Sunken Reef Bay og så gå en tur herop, bade, sove og så sejle videre. Vi ser flere af de store blå sommerfugle, og om aftenen pusler de små rotter rundt igen, og et par store frøer hopper forbi teltåbningen.
Afhængig af tidevandet
Sidste dag på øen starter med en morgendukkert. Vanddunkene bliver fyldt op, og vi går ned til Mulligan Bay. En let tur. Vi krydser fem floder, der på nær én er helt tørre. Træer og rødder fascinerer os endnu engang. Vi når stranden og nyder meget at se havet igen. Vi bliver næsten blændet af lyset og sandet og vandet. Vi følger stranden hen til Mulligan floden, hvor vi må vente til ebbe, der indtræffer ved 15-tiden, Floden er alt for dyb nu, til at vi kan passere. Det kan også være farligt på grund af krokodiller. Efter nogle timer er floden forvandlet til en lavvandet strøm, og det er let at gå over. Netop på grund af den flod skal man sørge for at få en tidevandstabel med.
De sidste kilometer går vi på stranden indtil George Point. Ude på havet kan vi lige øjne den 5,75 km lange ”Sugar train jetty” ved Lucinda. Produktionen af sukker fra områdets tusinder af sukkerrørsmarker udskibes derfra. Vi bliver hentet af en båd, der sejler os til Lucinda. Mens båden fjerner sig fra Hinchinbrook, ser vi tilbage på de grønne bjergtoppe, der dominerer horisonten – og vores helt vidunderlige tur i paradis.
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com