The Overland Track på Tasmanien er mere end fysiske udfordringer. Ruten udfordrer også deltagerne på det mentale plan med spirituelle overtoner.

En vandretur ad The Overland Track på Tasmanien er mere end fysiske udfordringer. Ruten udfordrer også deltagerne på det mentale plan med spirituelle overtoner.

 

 

En blandet flok
Jeg har selskab af fire australiere: Gary og Wilma van Dijk med hollandsk baggrund, Suzanne Farrugia med maltesiske aner og Sally Borrman med tyske rødder. Og så mig selv, svenskeren, eller ”Swede”, som de kalder mig. Med andre ord et Australien i miniformat med en skøn blanding af nationaliteter. Alle har tidligere erfaring med vildmarksliv. Det varer ikke længe, inden den venlige australske jargon med ironi og sort humor indfinder sig i selskabet.

 

Selv om vi påbegynder vores vandring den 28. december, midt i den australske sommer, ved vi bedre end kun at tage tyndt sommertøj med os. Shorts og T-shirts suppleres med regnjakke, tyk fleecetrøje, strikket hue, vanter og skiundertøj - det typiske tasmanske ”bushwalker outfit”. Vores forberedelser viser sig rigtige, og vi må indlede den første vandredag i fuld udrustning, da vi i regn og hård vind bevæger os op over Cradle Mt og ned på bjergets bagside. Noget klart syn af bjerget, der har form som en vugge (heraf navnet), får vi ikke denne dag, men udsigten er spektakulær nok og viser omgivelserne, som de typisk optræder: bjergtoppe indhyllet i tåge og regnskyer.

 

 

Afvekslende terræn
Stien er sine steder belagt med sten hentet fra omgivelserne, andre steder er den belagt med træ og andre igen er den bare godt optrampet. Fra tid til anden får vi også fornøjelsen af efter bedste evne at passere partier af mudder, og fordi mine vandrestøvler er af en type uden snørebånd, må jeg hele tiden passe på, at de ikke bliver hængende i den dybe mudder. Langs stien ligger overnatningshytter, som alle vandrere gratis kan benytte i tilfælde af plads. Vores selskab har dog bestemt sig for at bo i telt.

 

Vejrguderne er på vores side, og i fem dage kan vi nyde sol, varme og storslåede udsigter. Luften sitrer af varme, og i horisonten knejser Mt Ossas sneklædte top over hede og bjerge og minder os om, at vi skal bestige dette Tasmaniens højeste bjerg (1.617 m) nogle dage senere.

 

En aften laver vi middag på en klippehylde med den smukkeste udsigt over Forth Valley med Forth River i bunden. Jeg ville ikke have noget som helst imod at have denne køkkenudsigt derhjemme, men tanken strejfer mig, om der ikke er en sammenhæng mellem naturens skønhed og dens utilgængelighed?

 

Blandt slanger og myrepindsvin
I løbet af de næste dage går stien gennem floddale, og vi oplever urgammel tempereret regnskov med træer, som er over 1.000 år gamle, iskolde vandfald og lytter til hæse skrig fra gulhalede sorte kakaduer, som parvis flakser forbi over vores hoveder. Vi har held til at forstyrre nogle af de tasmanske giftslanger, tigersnake og whipsnake, som ligger og soler sig på stien og i mageligt tempo flytter på sig, da vi kommer slentrende. Vi støder på det lille piggede myrepindsvin, echidna, som roder efter myrer i jorden. Og i skumringen får vi besøg af wallabier, mindre medlemmer af kængurufamilien, samt opossummer, pungdyr omtrent på størrelse med en kat, og som gør alt for at forcere rygsække og telte på jagt efter føde. Den uagtsomme vandrer, som ikke har lært sig omhyggeligt at forsegle sin oppakning, bliver her en erfaring rigere og med lidt held blot en dagsration mad fattigere.

Æret være træet
I flere tilfælde gør Suzanne sig anstrengelser med at opsøge træer, som hun omfavner og krammer. Hvorfor gør hun dog det? I begyndelsen finder jeg hendes opførsel temmelig mærkelig, men efter et stykke tid begynder jeg dog at forstå betydningen af hendes opførsel. Jeg fornemmer en dyb respekt i handlingen. En respekt over for dette måske tusindårige træ og dets livskraft. Over for dets styrke og værdighed. Dette træ har overlevet generationer, tidsepoker, ja måske endda civilisationer!

 

Efter et stykke tid prøver jeg også på denne øvelse. Nu erfarer jeg selv den mægtige følelse, som handlingen frembringer. Hvor følelsen kommer fra, ved jeg ikke rigtigt. Måske stammer den fra det storslåede i at stå ved siden af et levende væsen med en alder på henved 1.500 år, og som meget vel kunne have vokset her, før de store opdagelsesrejsendes heltmodige rejser over verdenshavene, før vikingernes plyndringer og handelsrejser, ja endda før det vestlige romerriges fald. Eller skal man søge en forklaring på et helt andet plan?

 

 

 

Naturen taler
Set i bakspejlet kan jeg ikke undlade at tænke på, hvordan en japansk naturfotograf har beskrevet nogle af sine oplevelser i Australien og på Tasmanien. I billedteksterne til Masaaki Aiharas næsten magiske fotos på en af hans udstillinger skildrer han på passioneret vis, hvordan træerne kommunikerer med ham, ja, ligefrem opfordrer ham til at fotografere dem. Måske lyder dette underligt for nogen, men har man stået og omfavnet et tusindår gammelt træ i den tasmanske ødemark, føles beskrivelsen ikke så fremmed endda.

 

Da vandringen slutter den syvende dag, er vi alle taknemmelige over, hvad vi sammen har oplevet i løbet af denne uge. Jeg forstår nu dybden i Thomas A. Clarkes formulering ”There are things we will never see unless we walk to them”, og føler, at jeg kan komme med en personlig tilføjelse til dette udsagn. Der findes ting, som vi aldrig vil opleve, hvis ikke vi vandrer!