Tekst & foto: Søren Dalsgaard

 

Inde i museets store sal står jeg stille. Mærker efter. Der er ånd på dette sted. Lytter. Denne junimorgen er her næsten mennesketomt, men fremmede tungemål siver ganske svagt ud fra væggene. Det må være stemmerne fra fortiden. I 1928 ankom de første, og strømmen af mennesker til Nordamerika fortsatte gennem denne maritime ankomsthal indtil 1971.

 

Mine fødder fører mig rundt mellem glasmontrer med gamle billetter og gulnede fotos af dampskibe hen mod døren ud til kajen. Jeg træder i over en mio. europæeres fodspor. De kom på flugt fra fattigdom, arbejdsløshed eller krig. Eller lokket af veltalende hvervningsofficerers løfter om et stort stykke uopdyrket land på prærien til foræringspris. Eller drevet af eventyrlyst. I forrige århundrede var der mange grunde til at skrabe penge sammen til en enkeltbillet med en oceandamper til Halifax, Canada, og lægge Europa bag sig. Da de rejsende efter en uge eller mere til søs atter fik fast grund under fødderne, stod de fleste med en kuffert eller to på molen med det mærkelige navn, Pier 21.

Hvad mødte de 47.295 danskere, 19.325 nordmænd og 17.367 svenskere ved ankomsten til Halifax? Ventesalen med plads til 600 personer. Her sad familier og enlige tætpakket og slog tiden ihjel, indtil de blev kaldt frem til én af de ti immigrations-officerer, der gennemgik deres pas og papirer. Da mange af de nyankomne ikke talte engelsk, hjalp et korps af frivillige med at oversætte. Så fulgte lægeundersøgelser i et tilstødende lokale. Syge kom i karantæne, indtil de var raske. Var sygdommen permanent, blev de sendt retur til Europa. Det var oftest en langsommelig proces. Derfor var der sovesale med plads til 120 personer, kantine, køkkener, en detention med plads til ti af dem, der ikke kunne styre sig, og et legerum for børnene.

 

Drømme om et bedre liv blev delt på langs og tværs af ventesalens mange bænkerækker, men også frygten for at blive nægtet indrejse holdt samtaler i gang. Endelig blev ens navn råbt op. Så lyden af et gummistempel, der satte ordene ”Landed immigrant” i indrejsedokumentet. Officeren signerede og smilede et stort ”Welcome to Canada”. Næste skridt var at veksle de sparsomme penge til dollars og købe billetter til toget, som ventede lige uden for bygningen. Og så lå det vidtstrakte kontinent åbent.

Togrejsen mod fjerne, ukendte destinationer oplever jeg virtuelt på museet. Rejsen er yderst livagtig, som de fleste af udstillingerne.

Mens jeg står på Pier 21-molen og skuer ud over vandet, funderer jeg lidt over, at udvandring er opgivelse af alt det kendte, og indvandring er begyndelse på et nyt liv under fremmede forhold.

 

Halifax åbnede denne håbets port mod Europa i 1928. Stedet emmer af utallige både rørende og drabelige historier. Om den store hjælpsomhed og næstekærlighed, mange canadiere viste de nyankomne. Luftfarten udkonkurrerede passagerskibene og fik Canadian Immigration Service til i marts 1971 at lukke porten efter 43 år. Hvor mange af den ene mio. mennesker, der kom denne vej ind i Canada, har mon opgivet og er returneret til deres hjemland en oplevelse rigere? Langt de fleste er blevet og har medvirket til at udvikle og opbygge det Canada, vi kender i dag. De er med rette stolte af deres indsats og vil gerne fastholde, at de er immigranter.

I 1999 åbnede Pier 21 som museum. Forinden havde en gruppe immigranter i næsten ti år kæmpet bravt for at bevare dette historiske sted for eftertiden. Først overtalte de bystyret i Halifax, siden provinsregeringen i Nova Scotia og staten til at bevilge $ 4,5 mio. til istandsættelse af de forfaldne bygninger og opbygning af museet. Pengene blev bevilget på én betingelse: De skulle selv skaffe lige så mange penge i løbet af to år. Immigranterne organiserede en landsdækkende indsamling. Fra hele Canada fik initiativet massiv opbakning og penge nok til at blive realiseret.

 

Siden åbningen har flere end 300.000 besøgt museet og oplevet de topmoderne multimedie-præsentationer, der særdeles levende fortæller indvandringens historie. Fra fire computere kan besøgende søge efter deres slægtning enten via navn eller skibets navn. Hvis man støtter museet med $ 200, får man en navneplade på væggen i Wall of Honour. Det har flere end 1.500 personer gjort.

© MyPlanet

MyPlanet Nørregade 51 7500 Holstebro Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 36 98 91 20 MyPlanet Falkoner Allé 1 2000 Frederiksberg Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 33 55 75 00 dk@myplanet.com