Foruden at være en stærk skiløber kræver jobbet som minimum kurser i Outdoor Avalanche Operation og førstehjælp. Førstehjælpskurset er et intensivt kursus, som giver en grundig baggrundsviden om kroppen og alle dens funktioner, så man kan håndtere og praktisere førstehjælp på et højere niveau. I løbet af to uger gennemgår og praktiserer vi alt lige fra hjertestop, hjertemassage, åbne brud af større eller mindre grad, forgiftning, forfrysning, brandskader, chok, brækkede lemmer, forstrækninger, rygskader, hjerneskader til mindre skader, som kan klares med et enkelt plaster. Outdoor Avalanche Operation kurset (lavinekursus) tager syv dage. Den teoretiske del af kurset forbereder én på, hvad man kan forvente, når man er i sneen. På kursets praktiske del bruger man meget af tiden på at kigge på snepakninger (de forskellige lag af sne), snekrystaller og forskellige kemiske og fysiske forhold så som terræn, klima og hældning, der bevirker, at et område er mere eller mindre udsat for laviner.

En almindelig morgen på arbejde starter således: Vækkeuret ringer kl. 05:45. Efter en kedelig gang cornflakes og en ordentlig kande kaffe kører jeg af sted til Fernie Alpine Resort. I det lille, absolut ikke velduftende klubhus møder jeg de andre fra skipatruljen, som skal på arbejde i dag. Jeg finder mine støvler, hjelm, tjekker lavinebibberen og andet lavineudstyr samt ifører mig min fine nye røde uniform. Med rygsækken på ryggen og en kop lunken kaffe i hånden trasker vi ned til førstehjælpscentralen, hvor vi har morgenbriefing kl. 07:00. Her bliver vi informeret om dagens begivenheder, f.eks. shows og konkurrencer og får at vide, hvad der skal ordnes i området med hensyn til afmærkninger og lukninger. Vi får også dagens vejrudsigt: Overskyet med mulighed for 5-8 cm. nedbør i løbet af dagen. Svag vind fra vest. Højeste dagstemperatur minus 4 grader og laveste dagstemperatur minus 10 grader.

Efter mødet finder jeg min radio, og jeg er klar til dagens arbejde. På med skiene og hen til liften, som netop er åbnet, så vi kan komme op i terrænet. Det er stadig ikke helt lyst, men på grund af den fine hvide sne, bliver det hele lidt klarere, og man kan fornemme træerne og områdets former. For at komme helt til tops til førstehjælpshytten må vi med endnu en stolelift, men da klokken ikke er mere end 07:30, kører den ikke endnu, og i stedet bliver vi trukket det sidste stykke op af en af de store præpareringsmaskiner. Selvom det ikke går særlig stærkt, er det med at holde godt fast i tovet og holde skiene parallelle. Falder man af, kan man som straf få lov til at gå det sidste stykke op - og det har man ikke lyst til i minus 10 - 15 grader og stadig med søvn i øjnene.

Oppe i hytten er der allerede to mand, som siden 06:30 har været i gang med at sprænge laviner. De bruger områdets to store kanoner til at sprænge de store laviner øverst oppe på væggen ved de store sneudhæng, men de kan ikke klare de mindre laviner inde i selve området. Det er vores opgave.

Vi får tildelt forskellige lavinekontrolruter, og så er det ellers i gang med at pakke dynamitten. I dag får jeg lov til at følges med Nancy, Aaron og Simon og ser, hvordan de samler og pakker dynamitstængerne. Store, lange, røde dynamitstænger, som var de taget ud af en Disney tegnefilm. Desuden bruges der toliters mælkekartoner, som fyldes med sprængstof og får en lunte i toppen. Dynamitten er pakket og klar, og det er tid til at få skiene på og komme af sted. Vi krydser de store åbne bjergsider en efter en og når således hen til den stejle kant, hvor vi skal sprænge laviner.

Nancy, Aaron og Simon gør sprængningen klar til at blive firet ned over skrænten, mens jeg spændt iagttager alt, hvad de foretager sig. Lunten bliver tændt, og jeg bliver pænt bedt om at gå et par skridt tilbage, holde mig for ørerne og åbne munden af sikkerhedsmæssige årsager pga. det tryk, som dynamitten udløser. Det giver et kæmpe brag, som runger i området i flere sekunder. Jeg kan mærke jorden ryste under mine fødder. Det er en vild fornemmelse. Hvis ikke jeg holder mig tilbage i sikkerhed, men i stedet går frem til kanten, kan sneen skride, og på få sekunder kan jeg blive begravet i de enorme snemasser. Jeg går et ekstra skridt tilbage.

Mens Nancy og Aaron gør flere sprængladninger klar, fortsætter Simon og jeg for at nå det bedste skiløb, inden området officielt bliver åbnet. Vi tager ud til nogle af de fjerneste skråninger , og vi har masser af tid til at nyde nogle fantastiske ture i den letteste pulversne på de helt uberørte bjergsider.

 

Resten af dagen på arbejde går med at sørge for, at skiområdet er sikkert og tilgængeligt for alle skituristerne. Sker der en ulykke, så meldes det over vores radio. En stor del af arbejdet i skipatruljen er at yde førstehjælp til skiløbere, der er kommet til skade. Vi bringer dem sikkert ned fra bjerget til førstehjælpscentralen, hvor de bliver behandlet. De mere alvorligt tilskadekommende bliver kørt direkte på hospitalet. Foruden at yde førstehjælp, afmærke områder i tilfælde af is, sten eller pukler, er der selvfølgelig også tid til selv at få nogle gode ture på ski og nyde, at man laver lige præcis det, man altid har drømt om.