Byen sætter scenen
Byen er et naturligt amfiteater, hvor centrum er scenen. Indbyggerne i Wellington bor på bakkerne, som omkranser byen. Et evigtgrønt bakkelandskab med huse, som stort set alle vender facaden mod havnen. De små veje er smalle, pladsen trang, og det at køre i bil kræver tålmodighed og gode manøvreringsevner. Når det er sagt, så har jeg faktisk aldrig mødt en hidsig eller uhøflig bilist i byen.

 

Den new zealandske arv
Centrum er ikke særlig stor, og det er absolut muligt at blive fortrolig med byen på en gåtur. Når du har set de traditionelle turistattraktioner er det tid til at få byen lidt mere ind under huden. Start med en slentretur fra færgekajen mod Te Papa. Pakhuse er lavet om til restauranter, og der er mulighed for at besøge et lille bryggeri på vejen. Har du børn med, kan du hvile dig på bakken, mens de leger i Frank Kitts Park. Afsæt det meste af en dag til et besøg i nationalmuseet Te Papa. Udstillingerne er gratis, og man er blevet meget klogere på New Zealand efter et besøg her. Te Papa betyder ”vores sted” på maori, og museet har til formål at fortælle et nationalt såvel som et internationalt publikum om landets arv og traditioner

Drømmetur blandt blomster
Jeg kunne godt tænke mig at tage alle besøgende med på turen med svævebanen fra centrum op til Botanic Gardens og guide dem gennem den overvældende Lady Norwood Rose Garden med tre tusinde forskellige roser plantet i spektakulære formationer samt begonia- og orkidédrivhusene, hvor duften af mange hundrede blomster næsten bedøver en. Jeg ville tage gode venner, medturister og familie med til aftenkoncerter i ”The Sound Shell”.

 

Hvert år i januar arrangerer City Council og udvalgte sponsorer koncerter, hvor nationale og internationale musikudøvere skaber temaaftener for et stort publikum. Man finder sig en plads i græsset foran scenen eller på skråningerne. Næsten alle har mad og drikke med. Sæbeboblekanoner bidrager til munterhed og aktivitet blandt de små tilhørere, mens flotte lysshows skaber magi efter mørkets frembrud. Det er disse aftener, vi glæder os allermest til, når vi starter vores årlige rejse sydover i januar. Der skal virkeligt meget til for ikke at komme til at kende familien eller venneslænget på nabotæppet under en koncert i ”The Sound Shell”. Af alt det, Wellington har at byde på, er det nok indbyggerene, som er den største attraktion. De er aldrig uhøflige eller utålmodige. De er ægte interesserede i, hvem du er, og står klar til at hjælpe.

 

Stranden i bycentrum
Wellingtons promenadegade hedder Oriental Parade og går langs kysten til byens flotte badestrand, Oriental Bay. Det myldrer af liv på varme dage ved den næsten en km lange sandstrand med gode parkeringsmuligheder. Det skal siges, at vi, med vikingeblod i årene, nok er lidt mere hårdføre, når det gælder om at kaste sig i bølgerne end kiwien eller maorien, som synes at badevand skal være på omkring 20 grader.

 

Vores børnebørn Emilia (5 år) og Max (3 år) vil meget gerne med mormor og morfar på stranden og bagefter på café. Vi kører som regel de syv km videre fra Oriental Bay og finder byens mest populære strand, Scorching Bay. Stranden er også kendt for sin frokostcafé, ”Chocolate Fish”, med borde på begge sider af vejen, en fantastisk menu og måske den bedste betjening i hele byen. Deres kaffe er forresten helt uforglemmelig, og der følger altid en stor chokoladefisk med hver bestilling

Nordøens gourmethovedstad
Selv om vi stortrives i Wellington, er det jo hyggeligt med en dag på landet. En times køretur til Martinborough i Wairarapadistriktet er obligatorisk. Vi fejes bogstavelig talt ud af byen via en ottesporet motorvej, som gradvis indsnævres til en tosporet, mens vi kører igennem maleriske Hutt Valley for herefter at snegle os op ad Rimutaka Range (700 m). På vejen ned bjergtages vi af det smukke landskab: elve, indsøer, fjeld, bush, småbyer og havet. Martinborough Wine Village består af 20 vingårde, hvoraf mindst otte har en restaurant. Intet andet sted i New Zealand har vi spist og drukket så godt.

Fuglemekka i Karori
En byferie i Wellington kan fint kombineres med både bushwalks og fugleture. Otari-Wilton’s Bush, fem km fra centrum, er et enestående naturreservat på 105 hektar. Her findes udelukkende nationale vækster - heriblandt et 800 år gammelt rimutræ.

 

Forestil dig en stor hemmelig dal to km fra bycentrum, hvor man kan høre trillende toner fra hundredvis af truede fuglearter i skoven. Det er virkeligheden i Karori Wildlife Sanctuary. New Zealands fugle, også dem som ikke kan flyve, har her et tilflugtssted beskyttet mod naturlige fjender gennem et sindrigt indhegnet system. Insekter og ufarlige krybdyr deles om pladsen. Vores børnebørn bor i Karori og elsker ”fugledalen”, måske ikke så meget for fuglenes skyld, men fordi de får lov til at gå ind i mørke, fugtige grotter med hjelm og lommelygter for at lyse på enorme biller og flagermus.

 

Jeg vil opfordre alle turister i New Zealand til at komme og opdage denne utrolige by. Verdens sydligste hovedstad er hip, levende og propfyldt med oplevelser. Der er en masse kultur, altid en festival eller noget, som skal fejres. Byen er venlig og tryg, ikke opslidende og påtrængende. Wellington har karakter og bliver aldrig ensformig.

Vi præsenterer
Natty Huitfeldt sidder i bestyrelsen for den norske venskabsforening og tager hvert år til Wellington for at besøge datteren og hendes familie.

www.wellington.net.nz