Overlader man planlægningen til de stedkendte, får man ikke bare set alt det, som man forventer at se i New Zealand, men man kommer også steder, hvor turister er en sjældenhed. Det oplevede vi til vores store tilfredshed på vores rundtur arrangeret af firmaet Rest New Zealand 

 

Overraskelser undervejs
Det viste sig at være alle tiders løsning, selv om det måske lyder meget traditionelt og ufleksibelt. I New Zealand er der restriktioner på, hvor almindelige biler må køre, og det var vi helt ude over med en firehjulstrækker. Ruten var godt nok planlagt for os, men den fulgte ikke den slagne vej. Vi kom naturskønne steder, som man skal være lokalkendt for at kende til, og som vi aldrig havde fundet, selv om vi læste nok så mange guidebøger. Og nu bagefter er jeg glad for, at vi valgte at overnatte på en anden måde. Hver dag glædede vi os. Var det i dag, vi skulle overnatte på et historisk ”homestead”? Eller på et ”Bed & Breakfast” med hyggelige værter? Eller et hotel med udsigt og en usædvanlig beliggenhed?

 

Modtagelse i New Zealand
Efter et par dage i Sydney ankom vi til lufthavnen i Auckland. Her blev vi modtaget af en repræsentant fra Rest New Zealand, som er det firma, der havde ”pakket” det hele sammen til os. Vi blev mødt med et skilt med vores navne på. Vi fik forklaret, hvor vi skulle sove den første nat, hvor vi skulle hente bilen, vi havde lejet, samt hvorfor og hvordan vi kunne tegne en ekstra bilforsikring. Samtidig fik vi udleveret et ringbind, hvor hele vores ferie var planlagt dag for dag. Der var kort og beskrivelse over områderne, vi skulle køre i, oversigt over specielle turistattraktioner, som vi bare skulle se, og der var beskrivelser af de steder, hvor vi skulle overnatte. Herefter blev vi kørt til vores hotel. En dejlig måde at blive modtaget på, når man kommer til et helt fremmed land efter at have rejst langt.

 

Den næste morgen hentede vi bilen, en 4WD/ Toyota PARVO, hos udlejningsfirmaet. Der var god plads, behagelig sædehøjde, også på bagsædet til os, der tilhører ældre generation. Der var ingen vrøvl med hverken affjedringen, temperaturen, motoren eller bagagepladsen. Efter en gennemgang af de praktiske ting vedr. motor, benzin, forsikringer m.m. begyndte vi for alvor på vores new zealandske eventyr. Kort og kørselsvejledningerne fungerede perfekt og gjorde, at turen blev en virkelig oplevelse. Vi kørte på smalle veje i bjerge, dale og gennem øde strækninger, men vi vidste hele tiden, hvor vi var, fordi der var så fine og klare beskrivelser af ruten.

 

Selv om vi skulle køre mange kilometer eller lange strækninger, var der hver dag indlagt forslag til vandreture undervejs, så vi fik travet ture på ca. 1½ time dagligt. Det varede lidt, inden vi fandt ud af, at alle vandreruter var beskrevet i tid og ikke i kilometer!

 

 

Fra hytte til slot
Da vi havde et begrænset antal dage (26 i alt), og vi samtidig ville se så meget som muligt af både Nordøen og Sydøen, var turen planlagt således, at vi kun havde en overnatning hvert sted. Vi fik hurtigt en rytme med at pakke bil, læse kort, finde vej, indkøbe proviant, tjekke ind, lave mad og tjekke ud. Selv om det lyder af meget, havde vi stadig tid til at slappe af ved ankomsten til de forskellige steder, spille kort, skrive hilsner eller få en lille lur inden middagen.

 

En nat boede vi i meget herskabelige omgivelser på Tokarahi Homestead – et landsted bygget i victoriansk stil. Meget velholdt og stilfuldt. Der var flot dækket op til os ved det blanke mahognibord i spisestuen, og bagefter nød vi kaffen i de bløde lænestole foran pejsen, men ikke mindst værterne, Mike og Lyn Gray, gjorde deres til, at dette blev en særlig oplevelse for os.

Tokarahi Homestead ligger i nærheden af Danseys Pass vest for Oamaru på Sydøen, og er man interesseret i historie og antikviteter, kan jeg varmt anbefale stedet.

 

Et andet sted, hvor jeg ville ønske, vi skulle have boet flere nætter, var Acacia House på Nordøen. Stedet lå godt gemt i de skovklædte bakker – og sikke en udsigt over Lake Tarawera, der åbenbarede sig! Hvis nogen havde beskrevet den for mig på forhånd, ville jeg ikke have troet dem. Men det var ikke bare udsigten. Det var også arkitekturen inspireret af maoriernes byggestil samt materialerne. Jeg kan stadig mærke, hvordan det var at gå med bare fødder på det behagelige trægulv. Og den new zealandske gæstfrihed, den mærkede vi for alvor her hos Ian og Liz.

Længst mod øst
New Zealand er en lang naturoplevelse. Vores første møde med den storslåede natur var på halvøen Coromandel på Nordøen. Vi gik og gik. Ned og ned. Og op og op. Og det i en meget anderledes vegetation (regnskov) uden at ane, hvad der ventede os, og pludselig lå Stillehavet dernede i dybet. Helt klart og blåt med hvide sandstrande og de mest storslåede klippeformationer i vandet. Det tog tid at komme derned og tid at komme op igen ad stien til bilen. Men en stor oplevelse var det.

 

Efter et par dage kom vi til East Cape - et meget øde område og det østligste sted i verden. Der lå et fyrtårn, som vi bare måtte op at se. Vi kæmpede os op ad en skrænt med mange forskellige trappetrin. Der var små og meget store trin  - 736 i alt. Godt vi havde kondien i orden. Vi blev belønnet med en ubeskrivelig smuk udsigt, som var "kampen" værd.

 

I kiwiens tegn
Det var helt tydeligt, at ruten var tilrettelagt sådan, at vi fik set det, som man bare skal se, når man kommer her som turist samtidig med, at vi også kom steder, hvor turister normalt ikke kommer.

 

Det var både sjovt og lærerigt at besøge Kiwifruit Country (6 km fra Te Puke på Nordøen) og se, hvordan den lille lodne frugt, som vi ellers kun kender fra supermarkedets frugtafdeling, bliver dyrket. Ikke mindst var det lærerigt at se alle de måder, frugten anvendes på.

 

Rotorua er et af de steder, man skal se og opleve. Vi gik rundt i et stort område med meget velanlagte stier, så man trygt kunne komme rundt og opleve dette mærkelige fænomen med kogende mudder og varme kilder fra jordens indre. At New Zealand er et land med stærke naturkræfter, blev vi også mindet om i Napier. Bag de flotte, farvestrålende art deco-bygninger gemmer der sig en historie om  et voldsomt jordskælv i 1931.

 

Jeg vil også lige nævne Nelson Lakes National Park, hvor vi fik endnu en af turens store naturoplevelser. Vi overnattede i St. Arnaud, der ligger ved bredden af Lake Rotoiti. Vi vandrede gennem regnskov et par timer og så på træbregner, smukke blomster og lyttede til en meget speciel lille fugl, som fulgte os. Den har et meget specielt fløjt, som man bare husker.

 

På hele turen havde vi en fornemmelse af, at vi selv bestemte farten, og vi satte stor pris på vores usynlige hjælper og guide i form af ringbindet fra Rest New Zealand.