Landmand redder sjældne pingviner
Tekst: Pia Ørskov
Den guløjede pingvin var tæt på at uddø, da fårefarmeren Howard McGrouther lavede sin egen redningsplan i det sydlige New Zealand.
Hils på Andy, Sarah, Bob, Betty, Rex, Tina og Ken. De er nogle af de 120 faste beboere på stranden ved Penguin Place på Otago-halvøen på New Zealands sydø. Her nyder pingvinerne gæstfriheden hos landmanden, der i 1985 besluttede sig for at gøre sit til, at den guløjede pingvin ikke uddøde. Dengang var der kun otte ynglende par tilbage, og på disse kanter er det op til jordejerne og ikke staten at hjælpe udrydningstruede dyr. Siden har landmanden genplantet buske på stranden, bygget 100 små pingvinhytte og lavet et pingvin-hospital. Det har nu fået bestanden op på over 30 ynglende par.
Howard McGrouthers interesse for at give verdens mest sjældne pingviner en hjælpende hånd opstod i begyndelsen af 1980’erne, hvor buskene langs kysten gik ud. Nu havde pingvinerne ingen skjulesteder, og det gav frit spil for lækatte, ildere og vilde huskatte, som europæerne har indført til New Zealand, og som har gjort deres til, at flere af de oprindelige dyrearter er truede eller uddøde.
- Landmændene bliver ofte beskyldt for at ødelægge naturens orden ved at inddrage jord til græsning eller afgrøder. Jeg ville vise, at sådan er det ikke altid, og jeg er sikker på, at havde vi ikke gjort en indsats, ville der ikke være flere guløjede pingviner tilbage her på kysten, siger Howard McGrouther, der har doneret 15 hektar af sin jord til pingvinerne.
Omvendt zoo
Gennem et sindrigt gangsystem skjult halvvejs under jorden og halvvejs af camouflage-presenninger og net viser han, hvor tæt man kan komme på pingvinerne – hvis de ellers har lyst til at komme tæt på os. - Vi er en omvendt zoologisk have, hvor det er turisterne, der holdes i bur, og fuglene, der kommer og kigger nysgerrigt på os. Ved at organisere turene undgår vi, at turisterne tager af sted på egen hånd og ødelægger ynglestederne eller skræmmer fuglene væk, siger Howard McGrouther.
Flere brune, pjuskede unger følger os med øjnene, mens vi lister af sted under presenninger og net. Deres smukke forældre med de karakteristiske gule øjne og den gule stribe af fjer omkring øjnene lader som om, vi ikke er der. Over 50.000 mennesker lægger hvert år vejen forbi Penguin Place og finansierer således lønnen til de 18 ansatte, som arbejder med registrering af pingvinerne, beplantning af jorden, pasning af forladte unger eller tilskadekomne fugle og med at guide turisterne. Alle pingvinernes personlige data er registreret, og hver dag bliver der holdt øje med, om de kommer tilbage fra deres ture i havet, så man kan tage sig af ungerne, hvis forældrene ikke dukker op. Og selv om den ældste pingvin, Brian på 19 år, ikke længere har unger, er Howard McGrouther af sted om aftenen for at se, om han er kommet hjem til natten.
Morgenmad blandt 3.500 får
Det er kun ganske få turister, der vælger at overnatte på Penguin Place, hvor man for små penge kan indkvartere sig i det lille logi, som Howard McGrouther driver sammen med sin hustru Liz. Der er plads til 12 gæster, som hver har et enkelt- eller dobbeltværelse, men ellers deles man om et par brusere, en vaskemaskine, en stue med tv og et ganske lille køkken, hvor man selv kan lave mad – hvis man ellers har husket at proviantere, inden man forlod den nærmeste by (Dunedin). Til gengæld er det ganske charmerende at spise sin morgenmad, mens 3.500 får løber forbi køkkenvinduet på vej til græsning i det smukke, bakkede og frodige landskab, og fårefarmeren kommer kørende efter dem på sin trehjulede crosser.
Blå pingviner i solnedgang
Den lille blå pingvin trives stadigvæk i området uden at få støtte fra landmænd eller turister. Efter tip fra medlogerende sætter vi os for at opspore fuglen uden guide og camouflagenet. Kun udstyret med tålmodighed kører vi få minutter mod Taiaroa Head og lægger os på maven i det høje græs. Lige efter solnedgang bliver vi tilskuere til en helt enestående oplevelse. Pludselig myldrer flokke af små blå pingviner ind på stranden for at overnatte. Først ser vi dem som krusninger i bølgerne, og snart kan vi se de ca. 30 cm høje pingviner i flokke på 15-20 komme piskende ind mod land. Selv tre danske børn forstår, at dette øjeblik er noget særligt, og ligger stille som små mus for at opleve pingvinflokkene spadsere lige forbi.
Taiaroa Head er i øvrigt det eneste sted i verden, hvor albatrosser yngler på fastland. I vildtreservatet The Royal Albatross Colony ser vi dagen efter de mægtige fugle med vingefang på op til tre meter svæve elegant over de forrevne klipper ved havet med en hastighed på op til 100 km i timen. Er man i tvivl om, hvad forskellen er på en måge og en albatros, vil man slet ikke være det efter at have stået på Taiaroa Head. Albatrossen er en jumbojet i forhold til mågen, der pludselig ligner et propelfly. På The Royal Albatross Centre samme sted kan man lære mere om den fantastiske flyver eller tage med på en guidet tur, hvor man kommer endnu tættere på albatrossen i dens naturlige omgivelser.
Ud over at være fuglenes foretrukne ynglesteder kan både The Royal Albatross Centre og Howard McGrouthers pingvinreservat smykke sig med at have modtaget New Zealands Økoturisme-pris.
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com