Familiebesøg
I New Zealand startede jeg med at besøge mine helt vidunderlige slægtninge, Birgit og Monty, som jeg aldrig havde truffet før, men som alligevel tog imod mig med åbne arme i deres hjem. Ualmindeligt gæstfrie mennesker, som jeg havde en skøn tid sammen med. Efter et stykke tid følte jeg lyst til at se lidt mere af landet. Jeg undersøgte de forskellige muligheder, og efter at have læst en avisartikel fødtes ideen om, at jeg skulle cykle sydpå.

 

Et par dage senere havde jeg købt telt, lejet cykel og pakket det nødvendige. Jeg forlod Christchurch og styrede sydover. Det egentlige mål skulle jeg først nå en uge senere. Jeg cyklede derudad og bare nød landskabet, atmosfæren, folk og det perfekte vejr, som New Zealand bød på i disse uger i marts. Den tredje dag vågnede jeg ved Lake Tekapo. Morgenduggen glittrede som diamanter i græsset, mens solen langsomt steg op på himlen, og søen antog sin magiske matturkise farve fra dagen før.

Held i uheld
Jeg spiste morgenmad, mens jeg studerede kortet og fandt ud af, at halvdelen af vejen til mit næste mål kunne foregå ad en grusvej. Målet lå 70 km længere fremme - nemlig New Zealands højeste bjerg, Mt Cook. Jeg besluttede mig for grusvejen. Der stod, at den kun var egnet for firhjulstrukne køretøjer, men jeg syntes, at den så fin ud og lod mig lokke af at cykle langs floden.

Efter en times cykling blev vejen dog værre og værre. Det ene øjeblik fortrød jeg mit valg, men når jeg så mig omkring, kom jeg hurtigt på andre tanker. Naturen var fantastisk. En flod strømmede forbi lige ved siden af og frembragte en skøn lyd, der tryllebandt mig, som kun vand og ild kan gøre. Bakketoppe rejste sig rundt om mig og så så velskabte og rundede ud, at man kunne fundere over, om de var skabt af menneskehånd eller af naturen.

 

Netop da, hvor alt var lidt barskt, og jeg var midt i Guds natur langt fra alfarvej, skete det, som ikke må ske. Kæden sprang ved en hurtig gearveksling, og jeg indså hurtigt, at jeg havde en god bid vej ud til hovedvejen. Solen var begyndt at gå ned. Da jeg havde gået i 45 minutter, kom der en bil. Den eneste bil, jeg havde set hele dagen! En venlig amerikansk mand stoppede, og jeg var reddet.

 

Han skulle til Twizel, men i den lille by måtte jeg konstatere, at der ikke fandtes et værksted, hvor cyklen kunne blive lavet. Personalet på benzinstationen ringede rundt og tjekkede med venner og sønner, om ikke en af dem havde en ekstra kædelås, men desværre forgæves. Med så gæstfrie og venlige mennesker omkring sig var det dog svært at miste håbet.

Lift til Queenstown
Jeg slog mit telt op på campingpladsen og mødte mine redningsmænd: svenske Mikael og Lina, der rejste rundt i en typisk backpackervarevogn. Inden jeg nåede at spørge, tilbød de at køre mig til eventyrbyen Queenstown med masser af cykelværksteder. Vi tog en afstikker til Mt Cook og så det respektindgydende bjerg fra foden. Et bjerg, som ifølge erfarne bjergbestigere er farligere at bestige end Mt Everest.

 

To dage senere lå kæden rundt om cyklens tandhjul igen, og jeg tog tungt afsked med mine redningsmænd. Vi aftalte heldigvis at mødes igen senere på rejsen. Jeg trampede videre mod cykelturens egentlige mål.

På sporet
Dagen efter nåede jeg frem til starten af det 150 km lange jernbanespor, som strækker sig mellem Clyde og Middlemarch. Togdriften er nu nedlagt, skinnerne er fjernet, og sporet er blevet åbnet for vandrere, cyklister og ridende. Jeg brugte tre dage på denne etape. Kan varmt anbefales. Landskabet er præcis som i filmene om Ringenes Herre. Jeg tænkte flere gange, om Gollum mon lå på lur i nogle af de lange, mørke tunneller, som jeg cyklede igennem. Eller om Saruman ville stoppe mig ved de næsten hundrede år gamle, vakkelvorne træbroer.
 
Frokosten indtog jeg ved en af de gamle stationer undervejs. Som regel boede der bare en 30 - 40 mennesker i nærheden af hver station. Alligevel var der altid nogen, som holdt den lokale pub åben. Den glæde og samhørighed, som jeg oplevede her, har jeg sjældent mødt i Europa. Man tog dagen, som den kom og værdsatte livet. Verdens stress og jag har ikke nået folkene i de små flækker i New Zealand. 

 

New Zealand nummer 1
Cykelferien blev afsluttet med, at cyklen og jeg tog med det gamle tog de sidste 60 kilometer. En nervepirrende rejse gennem snævre bjergpassager med stejle skråninger lige ved siden af skinnerne. Jeg følte mig opstemt over at have oplevet landet på denne måde. Tæt på. Det var også krævende, da jeg nogle dage cyklede over 100 km.

 

De stærkeste minder fra min rejse Jorden rundt har jeg fra New Zealand - meget takket være dette eventyr, som jeg aldrig vil glemme. Ikke mindst fordi alle mennesker var så venlige, gæstfrie og nysgerrige. New Zealand blev min øjensten. Landet er magisk, og naturen skal opleves. Jeg kommer tilbage, det sværger jeg.

Info
Den nu nedlagte Central Otago jernbane blev åbnet i 1907 for at sikre transport til de små samfund, som blomstrede op, fordi man fandt guld i området.
Læs mere på: www.otagocentralrailtrail.co.nz