Det er den vej  
- That’s where we gonna start, sagde Tim med et smil og pegede ned mod toppen, som netop gled fri af skyen. John landede stille og roligt på et plant stykke, og Tim læssede cyklerne af, hvorefter helikopteren forlod os med en øredøvende larm. Så stod vi i et uvirkeligt paradis klar til at kaste os ud i eventyret, som skulle vise sig at blive en uforglemmelig oplevelse.

 

Tim forklarede, hvordan vi skulle komme ned. Vi har tidligere cyklet på mountainbikes, så vi var ikke rene nybegyndere, men down hill cykling havde vi ikke prøvet før. Cyklerne var kraftigt byggede med støddæmpere både for og bag. Fra toppen så vi en bjergkam. Hvis vi  anstrengte os, kunne vi se en smal, slynget sti. Underlaget var stenskærver, og længere fremme så vi et område med sne, som vi skulle over. Vi havde det hele foran os.

 

Tiltrængt pause
I’ll go first, sagde Tim, inden han sagde noget om at tage det roligt, og at der er langt til sygehuset. Vi startede ud, tog de første skælvende tråd, og der gik ikke længe, før cyklernes evne til at dæmpe ujævnheder begyndte at imponere. Lidt forudseenhed og et godt valg af rute var hvad, der krævedes af os. Cyklerne bød på total nydelse på bjergkammen. Selvtilliden steg sammen med farten og adrenalinniveauet. Bjergkammens nøgne stenskærver blev efter nogle kilometer erstattet med græsklædte marker, som blev gennemskåret af - i en cyklists øjne - vidunderlige jordveje. Bugtede sving, næsten som en velodrom, og små grøfter med rislende vand. Alt føltes blødt og behageligt og ikke nær så skræmmende som alle de skarpe sten højere oppe.

 

Tim stoppede på en top og foreslog, at vi tog en pause for at fylde lidt energi på. Det syrede i lårmusklerne efter at have stået stift på cyklen i en time, og underarmene sved, efter at vi havde haft et par fingre på bremsen lige så længe. Men det gjorde ikke spor. Vi nød chokoladebaren og hvilede de trætte kroppe på jorden, men der traf vi på noget, som vi ikke havde regnet med, nemlig en lille plante med skarpe blade, som stikker, og bagefter fortsætter det med at svie. Den hedder ”Bastardgrass”, og den glemmer vi aldrig!

 

Fuld fart på cyklen
Så var vi klar til at fortsætte de sidste 10 km. Tim gentog rådet om at tage det roligt, fordi der var leret og glat længere nede. På det tidspunkt var Magnus blevet temmelig overmodig, så Tims advarsler prellede bare af på ham. To kæmpestyrt pladask lige ned i leret skulle der til, før han lyttede. Resultatet var en glad leret fyr, andet skete der ikke.
 
Sidste etape gik ad hårdt medtagne sandveje, som slyngede sig i serpentinersving ned i den smukke, grønne dal. Tim lod os køre så hurtigt, vi ville, men med forsigtighed. Det gik stærkt! Af og til gik der en grøft på tværs af vejen, eller der dukkede et stort hul op. Så gjaldt det om at være cool. Pludselig hørte vi en hujen bagfra. Det var Tim, som havde sluppet os fri og nu gav signal til kapløb. Inden han for forbi, stejlede han på cyklen og stående på baghjulet med forhjulet op i luften bredte et smil sig over hele ansigtet. Han stod og ventede på os, da vi kom ned en efter en. Vi var glade for, at vi havde klaret turen og samtidig utrolig tilfredse med, at vi havde valgt dette uforglemmelige eventyr.

Vi præsenterer
Magnus Hedlund og kæresten Stina Olsson er oplevelsesguider og skiinstruktører i Sunne, Sverige, hvor de er i gang med at udvikle down hill cykling som en sommeraktivitet.