Charlotte Schmidt
Rejseerfaring Australien: Northern Territory, South Australia, Victoria, Queensland, New South Wales.
USA: South West, New York, Baltimore, Washington, Alaska.
New Zealand: North & South Island
Interesser:
Mad & vin, Natur & dyreliv, Udendørsliv. Mød de lokale, Sport.
Efter et sommerjob i Grækenland, en tur i Tyrkiet som guide og et semester i London, blev min tørst på livet og til at rejse endnu større.
Straks efter ankomst fra London, var jeg så heldig at få en elevplads i rejsebranchen. Det var virkelig drømmejobbet og jeg fik i løbet af min elevtid set en del steder på Verdenskortet.
I november 2004 besluttede jeg mig for at tage en tur alene med min rygsæk. Et af stederne slog mig fuldstændig omkuld: Australien!
Godt nok havde jeg store forventninger, men aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg skulle komme hjem med så fantastiske minder, ubeskrivelige øjeblikke, vilde natur og adventure oplevelser, samt med en ordentlig portion fornyet livsenergi!
Fraser Island med sine kilometer lange sandstrande, vilde dingoer og heste, er en af mine favoritter. Cape Tribulation, hvor rev og regnskov mødes, er også helt specielt og ualmindelig smuk. På både Fraser Island og Cape Tribulation tog jeg på en arrangeret tur, hvilket absolut kan anbefales, specielt hvis man rejser alene.

Efter min tur til Australien, var næste mission USA. Her tog jeg igen på en arrangeret tur. Denne gang var det med Trek America på en tur kaldet "Wild West". Det skal jeg lige love for det var!
Vi nåede at prøve alt hvad man overhovedet kunne nå på 10 dage. Hollywood, Cowboy Camp i Sonoran Desert, vandreture i Grand Canyon, gambling I Las Vegas og en masse sjove opleveser.
Mit næste mål er New Zealand, selvom jeg dog må indrømme at jeg har en stor trang til at tage tilbage til både Australien og USA.
I maj 2007 satte jeg mine fodspor i Alaska. Det var en fantastisk oplevelse, med blandt andet store bjørne, nysgerrige spækhuggere og vamsede slædehunde!
Endelig har jeg i maj 2008 besøgt New Zealand. Jeg blev fuldstændig grebet af landets imponerende smukke og varierende landskab. At køre i 4WD forbi smukke søer, snedækkede bjergkæder, sandstrande, rivende floder var bare SÅ fantastisk. Den største oplevelse i New Zealand var dog Tongariro Crossing! En HELT speciel og smuk oplevelse som næsten ikke kan beskrives - den skal prøves på egne ben!
Jeg har været ansat i MyPlanet siden 01 juni 2005, og syntes at, det er skønt at kunne dele mine rejseerfaringer med andre.
Med venlig hilsen
Charlotte Schmidt
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com