Sitemap
      
 
Print    Tilbage

Australien - Landskabernes land
Alt er stort i verdens mindste kontinent. Her findes verdens største sandø, Fraser Island, og verdens største saltsø, Lake Eyre. Her ligger verdens største monolit, som ikke er Ayers Rock / Uluru, som mange fejlagtigt tror. Det er Mt Augustus, der er dobbelt så stor som Ayers Rock/Uluru og næsten tre gange så gammel. Verdens største levende organisme, The Great Barrier Reef, strækker sig langs østkysten, og ved Ningaloo Reef i det vestlige Australien kan man svømme med verdens største fisk, hvalhajen. Så er der de store afstande. De er helt uvirkelige. En jernbanestrækning, der ikke slår et eneste sving på 478 km. Afstande så store, at lægen kommer flyvende.





Du kommer til at se rødt

Begrebet Outback er typisk australsk og kan defineres på mange måder afhængig af, om man ser det som et geografisk område, eller som en måde at opfatte sine omgivelser på. Det er svært at sige, hvor Outback'en starter. Den følger ingen grænser eller skel, men du er ikke i tvivl, når du er der: den tørre, røde jord, der strækker sig langt ud i horisonten, og vegetationen med de forkrøblede mulgatræer, tuerne med spinifexgræs og eukalyptustræerne med den hvide bark. Hele landskabet bliver rammet ind af en himmel, der er så blå, at man fristes til at tro, at der er manipuleret med farven. Kings Canyon/Watarrka, The Olgas/Kata Tjuta og Ayers Rock/Uluru er den røde ørkens highlights (og tiltrækker de fleste turister), men er bestemt ikke det eneste, der er værd at køre efter. Simpsons Gap, Standley Chasm, Ormiston Gorge, Palm Valley.

En guidet tur med overnatning i telt er meget mere end sightseeing. Det er oplevelsen af den røde ørken døgnet rundt - og det er slet ikke så primitivt, som det måske lyder. Vælger du at køre selv, så gør det i en firehjulstrækker. Følg for eksempel Mereenie Loop - "the dust road" nordpå fra Kings Canyon/Watarrka. Det ser ud, som om de røde hjulspor i sandet går helt til verdens ende. En støvsky (og en bil) nærmer sig, og når den har lagt sig, vil du igen føle dig som lidt af en opdagelsesrejsende.



Wave Rock - En bølge på land

Det australske ikon - Ayers Rock/Uluru - får konkurrence af mange andre spektakulære naturfænomener. Her er et par stykker: Wave Rock, en 15 m høj og 150 m lang bølge af granit 350 km øst for Perth. Ved Undara sydvest for Cairns findes også et af de sjældne. Her på grænsen mellem den tropiske regnskov og Outback'en blev der for 190.000 år siden dannet et system af underjordiske lavatunneler, som nogle steder er blevet gennembrudt, og der er opstået områder med sjælden flora og fauna. Er du i Cairns, må du ikke gå glip af en tur til Undara - du kan enten tage med på en guidet tur eller køre selv. Ved Undara venter en helt unik oplevelse. Efter at have overnattet i en af de restaurerede togvogne, der er opstillet midt i bush'en, bliver morgenmaden tilberedt og serveret i det fri, mens latterfuglen giver sit besyv med, og kænguruerne nysgerrigt kigger på.

Wilpena Pound er et stort plateau i det nordlige South Australia med form som et amfiteater og omkranset af 1.000 m høje bjerge. I dette enestående landskab er der mange aboriginale klippemalerier og gode chancer for at møde både kænguruer og emuer. Vi sørger for, at der en står en firehjulstrækker klar i Adelaide, og at der er reserveret flyvetur og overnatninger ved Wilpena Pound. Området The Kimberley i Western Australia er et af de mest utilgængelige og mindst udforskede områder i Australien, men til gengæld fyldt med usædvanlige naturfænomener. For eksempel den 90 m dybe Windjana Gorge, der går igennem et 350 mio. år gammelt indlandsrev.



Toppen af naturoplevelser - Kakadu

I det tropiske nord venter en helt anden natur. Her taler man ikke om årstider, men om "wet season" og "dry season". Fra november til marts falder der uendelige mængder af regn. Alt bliver grønt og frodigt, og vandfaldene folder sig ud. Ulempen er, at mange områder bliver utilgængelige, og at luftfugtigheden er på grænsen af det uudholdelige. Men selv om mange vandfald og vandhuller tørrer ud fra april til november, er det ikke oplevelser, der mangler.



Kakadu National Park

Kakadu National Park er et kæmpemæssigt vildmarksområde øst for Darwin med "billabongs", monsun regnskov, mangroveskov, eroderede bjerge og et dyreliv, som overgår enhver fantasi. Det er også i Kakadu, man kan se meget fine eksempler på aboriginale klippemalerier, for eksempel ved Nourlangie Rock og Ubirr Rock. Nationalparken dækker et område på 20.000 km², og det siger sig selv, at du bliver snydt, hvis du kun tager med på en endagstur. Det bliver du også, hvis du ikke vælger en guidet tur. Allerhelst skal du vælge en campingtur, der foregår med firehjulstrækker, så det er muligt at forcere vandløb og komme lidt længere ud i vildmarken - det er nemlig ikke så lige til at nå de uforglemmelige oplevelser. Det kan være, du bliver nødt til at klatre det sidste stykke til toppen af et vandfald, men så er du også garanteret en formidabel udsigt og bliver belønnet med en dukkert i en klippehulning med køligt vand. Der er krokodiller i alle vandløb i Kakadu, og du skal tage skiltene, der advarer mod saltvandskrokodillerne, alvorligt. Men du kan være helt tryg, guiden har et øje på hver finger. Dyrelivet i Kakadu har også en mere fredelig side. Der er eksotiske og farvestrålende fugle overalt, og en sejltur på Yellow Water eller South Alligator River er en god mulighed for at opleve rigtigt mange af nationalparkens ca. 280 arter.



Lige rundt om hjørnet

Nu tror du måske, at det næsten er nødvendigt at tage til verdens ende for at få en naturoplevelse, der sætter sine spor. Det er det nu ikke. Er du i Sydney, behøver du ikke at tage længere end til Blue Mountains National Park, og er du i Perth, skal du ikke længere end til Nambung National Park, før det er slut med civilisationen. Er Melbourne eller Adelaide med i dine planer, skal du overveje en tur langs The Great Ocean Road - en perlerække af naturscenerier med hav i blå og grønne nuancer og klippeformationer i røde og gule. Efter hvert sving venter nye betagende udsigter, vidunderlige strande og hyggelige fiskerbyer. Øen Tasmanien ligger 200 km fra fastlandet og overrasker ved at være meget anderledes end det øvrige Australien. Inden for et overskueligt område findes hele spektret: grønne regnskove, hvide sandstrande, bjergområder med floder og vandfald, frodigt landbrugsland, frugtplantager og vinmarker - og i løbet af en lille uges tid kan du nå hele øen rundt på egen hånd i bil eller på en guidet tur. Vi må hellere gå til bekendelse. Begrebet "lige rundt om hjørnet" eksisterer kun i de australske storbyer. En afstikker på australsk kan sagtens være på flere hundrede kilometer. Men når du er ved vejs ende, vil du synes, at det er det hele værd.


MyPlanet Nørregade 51 7500 Holstebro Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 36 98 91 20 MyPlanet Falkoner Allé 1 2000 Frederiksberg Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 33 55 75 00 dk@myplanet.com
 
Tlf.: 70 12 50 11 - E-mail: dk@myplanet.com