Australien er nok mest kendt for sine opaler. Ikke helt så kendt er det, at landet også er hjemsted for den meget sjældne røde diamant. For ikke at tale om rubiner, safirer, guld, sølv, alskens halv-ædelstene, perler - you name it.

Hvis man er en pyntesyg sjæl, som elsker guld og glimmer, men mangler hård valuta til at tilfredsstille sine lyster med, så kan man jo altid tage til Australien. For her synes der ikke at være nogen grænser for hvilke skatte, som gemmer sig i jorden og i havet. Vi besluttede os for at rejse tværs over Australien på skattejagt for at finde ting til smykkeskrinet. Men som de jordnære sjæle vi nu engang er, så var vi moderate optimister med hensyn til, hvad vi håbede at finde. Der ventede os en del overraskelser.

Første stop var i Queensland i en lille by med det rammende navn Sapphire. Den uskønne mineby var ikke oversvømmet af turister, så vi blev godt modtaget og inviteret med på gravetur. Efter mindre end en halv times roden rundt i støvet fik vi øje på vores første glitrende safir. En lille grøn sag, som efter slibning vejede 0,78 karat. Den tog sig nydeligt ud monteret i en ring.

Opalbyen Coober Pedy er hedere end helvede, siger selv indbyggerne. Derfor har de gravet deres huse ned i den kølige sandsten rundt om minerne. Værelserne er naturligvis dekoreret med opalårer, men vi kunne jo ikke give os til at hakke løs på folks vægge, så vi måtte ud og lede selv. Efter at have rodet gennem dynge efter dynge af grus uden resultat var vi så småt ved at miste håbet. Pludselig faldt sollyset på en mælkehvid lille sten, som sendte sine mangefarvede stråler tilbage til os. Poleret i dråbeform blev den til et iøjnefaldende vedhæng til en halskæde.

Næste stop var et lille sted i nærheden af Alice Springs, hvor vi havde fået nys om, at der fandtes granater - en dybrød smuk halvædelsten. Den medbragte hakke kom ikke i brug. Stenene lå bogstavelig talt strøet ud over jorden, og det skød med røde glimt i solskinnet. Vi fyldte lommerne. Høje i hatten og med blod på tanden drog vi nordover mod diamantbyen Argyle. Men da vi ankom, gik det op for os, at diamanter tilhører en klasse for sig. Besøg i minerne inkluderede både helikoptertur og kropsvisitering. Så vi stod over - det nytter ikke noget at blive grådig. I stedet vendte vi næsen mod perlekysten i vest.

Af alle Australiens ædle ressourcer er det kun perler, som ikke er et resultat af millioner af års fossil aktivitet. Men det betyder ikke, at de er mindre eksklusive. Langt fra! En stor og fuldkommen perle er langt mere værd end sin vægt i guld.
En gammel legende fortæller, at en enkelt regndråbe faldt ned fra himlen og fandt vej ind i hjertet på en åben østers. Sådan blev den første perle skabt. Denne myte fanger den romantiske mystik, som til alle tider har omgærdet perler. Selv om man i disse akvakulturtider ved bedre, fornemmer man så absolut spændingen, når man står over for et så smukt skaberværk, som en perfekt perle er.

Byen Broome er kendt som perlehovedstaden, og butikkerne langs hovedgaden faldbyder fornemme varer, men vi havde ikke lyst til at købe perler. Det er meget sjovere at finde dem selv. Men det var lettere sagt end gjort. Strandene var meget lavvandede, og der var overhængende fare for at få et surfbræt i hovedet, hvis man vovede sig for langt ud. Yderst på molen stod vi og stirrede ned i vandet og spekulerede på, om vi måske kunne finde noget, hvis vi snorklede. -Er I da splittertossede? udbrød folk og advarede på det kraftigste mod at bevæge os derud. -Ved højvande er der hajer, og ved lavvande kommer saltvandskrokodillerne! Og havde vi fundet en perle, ville den sikkert ikke have været særlig fin. De perfekte naturlige perler er uendeligt sjældne. Om vi så ledte hele livet, ville vi aldrig finde perler nok til en hel kæde.

I enkelte butikker findes der levende østers, som kunder med smag for gambling selv kan åbne. Måske skjuler der sig et pragteksemplar - eller bare en lille ært. Vi så på, da en mand fra Sydney åbnede sin. Han var ikke videre heldig, så vi lod os ikke friste. Dyrt var det også. Så var det nok bedre at bruge pengene på noget, vi kunne se først. Vi gik derfor hen for at ose hos Paspaly's Pearls - den mest eksklusive perleforhandler i landet. Da vi kastede et blik på damen, som blev ekspederet, fornemmede vi hurtigt, at vi ikke var rigtigt klædt på til lejligheden. Hun havde silkeskærf fra Hermes elegant slynget om skulderen, Gucci-taske på armen og Dior-solbriller hvilende i det velfriserede hår. Men vi lod os forføre af det fantastiske udvalg af smykker. Her fandtes perler i alle farver og faconer. Hvordan skulle man kunne vælge? Gucci-damen spurgte en meget feminin mandlig ekspedient til råds. -Well madame, alle perler er smukke på sin unikke måde, og ingen kan stille sig til dommer over, hvad der er smukkest, sagde han stille. -Derfor bliver valget af perler en personlig, intuitiv ting. Ja, det er faktisk ikke Dem, som vælger perlen, men perlen som vælger Dem. Damen blev til sidst valgt af en enkel grøntskinnende perle, akkompagneret af en lille diamant i indfatningen. Vi spurgte bagefter ekspedienten om prisen på noget tilsvarende. Den nette sum af 25.000 kroner var svaret. Han ville vide, om vi havde tænkt at lade os friste. Det ville vi rigtig gerne, men med tanke på flyvebilletten hjem, så var det nok ikke aktuelt, sukkede vi med længselsfulde blikke på den smukke perle. -Ja, det er jo et spørgsmål om at prioritere, sagde manden til afsked. -Er De sikker på, at De prioriterer rigtigt? Det var vi slet ikke.

Der kommer ikke mange turister i det nordvestlige Australien og i hvert fald ikke folk, som kommer langvejs fra. De fleste skandinaver holder sig på østkysten. Det er synd, for naturen i vest er langt mere betagende. I Broome findes en sandstrand, Cable Beach, som ved solnedgang overgår enhver fantasi. Og apropos strande, så findes der lidt længere sydpå den uendeligt lange "Eighty Mile Beach". Ikke én menneskeskabt ting skæmmer den kridhvide og azurblå idyl. Der fandt vi
Australiens smukkeste juvel. Sneglehuse i så forunderlige faconer, at man kommer til at tænke på, om naturen sætter æstetik højere end praktisk nytte. De er ikke specielt værdifulde, men vi tør godt påstå, at ingen sten kan konkurrere med deres skønhed.

På vores australske skattejagt var vi i godt selskab. Det er ikke få sjæle, som er kommet her i desperat søgen efter den store guldklump, diamant eller perle, som skulle redde dem fra en fattig skæbne. Og ånden fra forgangne tider lever i bedste velgående. Overalt finder man optimister, som formår at gøre skattejagt til deres levebrød. De går på med krum hals, selv om der kan gå længe mellem hvert fund. Det, som holder dem gående, er drømmen. Vi forstår dem godt. Har man først oplevet rusen, er det let at blive grebet. Vores beskedne fund gjorde os ikke rige, men hold op hvor var det spændende. Og vi kommer helt sikkert til at glitre næste gang, vi går til fest.

Før man kan gå i gang med at søge efter guld, diamanter, safirer mm. i Australien, kræves en tilladelse. Hver stat har sine egne love for »fossicking«, så det er nødvendigt at undersøge forholdene nøje. Check denne webadresse:
www.gold-net.com.au/fossicking/default.htm

Bente Amandussen opholder sig for tiden i Perth for at tage en Mastergrad i massekommunikation. Hun har tidligere arbejdet som informationskonsulent og freelance journalist og har rejst flere gange i Australien og New Zealand.

© MyPlanet

MyPlanet Nørregade 51 7500 Holstebro Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 36 98 91 20 MyPlanet Falkoner Allé 1 2000 Frederiksberg Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 33 55 75 00 dk@myplanet.com