Sitemap
      
 
Print    Tilbage
L'Anse aux Meadows, Newfoundland.
Atlantic Canada - helt mod øst
De maritime eller atlantiske provinser i Canada, Newfoundland og Labrador, Nova Scotia, New Brunswick og Prince Edward Island, er en ofte lidt gemt og glemt perle i landet. En rejse til det østlige Canada byder på fantastisk natur krydret med en spændende historie.
 



Park Ranger ved L'Anse aux Meadows.

På sporet af vikingerne

De største oplevelser er ikke altid dem, der ligger længst væk. Det vil du opleve, når du efter en flyvetur på kun syv og en halv time befinder dig i Canadas østlige provinser. Det er også her, du vil opdage, at de største oplevelser ikke altid er dem, der er brugt mest plads på i guidebøgerne. Øen Newfoundland i provinsen Newfoundland-Labrador ligger øst for alt andet i Nordamerika, som en stor trædesten i Atlanterhavet. Fra sagaerne havde man længe vidst, at vikingerne havde været i "Vinland", som man sluttede sig til måtte være Nordamerika. Indtil 1961 kneb det med håndgribelige beviser på, at Leif den Lykkelige havde været på det nordamerikanske kontinent længe før Columbus.

I begyndelsen af 1960erne besøgte den norske eventyrer og opdagelsesrejsende Helge Ingstad øens nordligste punkt, og han antog, at konturerne i landskabet ved L'Anse Aux Meadows var tegn på forhistoriske bygninger. Udgravninger åbenbarede rester af otte vikingelanghuse fra det 11. århundrede, og lighed med fund i Grønland og Island bekræftede, at vikingerne havde haft en bosættelse her.

I dag har området status som UNESCO World Heritage Site. Rekonstruerede huse viser, hvordan vikingerne indrettede sig, og det er et interessant sted at besøge ikke mindst på grund af den uspolerede natur. Spejder man ud over havet, kan man i horisonten se hvaler og de hvide isbjerge, der i et par år har været undervejs fra det vestlige Grønland. Dette område i Atlanterhavet bliver meget betegnende kaldt Iceberg Alley, og det var her Titanic mødte sin skæbne.

På vejen til L'Anse aux Meadows kommer man igennem Gros Morne National Park. Landskabet er utroligt varieret med fjorde, der skærer sig ind i landskabet, højfjeldstundra, smukke søer og hvide sandstrande, og midt i herlighederne ligger små, isolerede fiskersamfund. Gros Morne National Park har Canadas bedste vandreoplevelser, så her må du ikke bare køre igennem. Tag vandrestøvlerne på og følg f.eks. James Callahan Trail til toppen af Gros Morne Mountain.

Kajaktur ved Newfoundland.

Med havet som nabo

Canadas tre mindste provinser - New Brunswick, Nova Scotia og Prince Edward Island - bliver samlet kaldt de maritime provinser på grund af deres beliggenhed i eller ved Atlanterhavet, og havet sætter på mange måder dagsordenen. Ved Bay of Fundy kan du blive vidne til den største tidevandsforskel i verden. 16 meter er der mellem høj- og lavvande, og de enorme vandmasser har i tidens løb sat deres fingeraftryk på landskabet.

De maritime provinser er et paradis, hvis man vil vandre
Naturligvis kan du vandre på egen hånd, men vælger du en vandretur med guide, får du forklaring på de geologiske fænomener, er sikker på at se de sjældne planter og får et nyt syn på områdets historie. Du kan tage med på en vandretur ved Bay of Fundy i Nova Scotia, hvor der er fokus på naturoplevelserne, og hvor du f.eks. kommer til klipperne ved Joggings, der er kendt for sine meget rige forekomster af fossiler. Eller du kan vælge en vandretur, hvor der er fokus på Nova Scotias historie og kultur. Turen går til den maleriske by Peggys Cove, den historiske by Lunenburg og til Grand Pré National Historic Park, der fortæller historien om de 6.000 arcadiere, som englænderne deporterede til Louisiana i 1755.

Fakta om de atlantiske provinser

De fire provinser: Newfoundland og Labrador, Nova Scotia, New Brunswick og Prince Edward Island udgør tilsammen de atlantiske provinser også kaldet de maritime provinser.

Fakta om Newfoundland og Labrador
Areal: 405.720 km2
Befolkning: 500.000
Hovedstad: St. John's.

Fakta om Nova Scotia
Areal: 55.284 km2
Befolkning: 910.000
Hovedstad: Halifax.

Fakta om New Brunswick
Areal: 72.908 km2
Befolkning: 730.000
Hovedstad: Fredericton.

Fakta om Prince Edward Island
Areal: 5.660 km2
Befolkning: 135.000
Hovedstad: Charlottetown.


MyPlanet Nørregade 51 7500 Holstebro Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 36 98 91 20 MyPlanet Falkoner Allé 1 2000 Frederiksberg Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 33 55 75 00 dk@myplanet.com
 
Tlf.: 70 12 50 11 - E-mail: dk@myplanet.com
 
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening
Medlem af Rejsegarantifonden nr. 795
  MyPlanet is part of TUI Travel PLC. an international leisure travel company based in the United Kingdom.