Vi prøver, hvor tæt vi kan komme på ham, inden han – ja, for i emu-verdenen er det er hannen, der ruger – rejser sig. Emu-hannen ruger ikke blot æggene ud, han påtager sig også ansvaret for at passe kyllingerne i de første otte måneder. Han tager rugejobbet så alvorligt, at han hverken spiser eller drikker i de ca. 56 dage, hvor han ruger, og derfor taber han sig temmelig mange kilo. Normalt rejser han sig kun fra reden for at vende æggene, men nu springer han op fra reden og stiller sig et stykke derfra. Ni kæmpestore grønne æg ligger der i reden på jorden. Da vi vender ryggen til og fjerner os, kommer emuen tilbage og går straks igang med et grundigt eftersyn af reden.

 

 

Nysgerrige tilskuere
- Skal frokosten serveres ved et bord, eller er et tæppe på jorden ok, spørger Janine. Selvfølgelig er det ikke nødvendigt med et bord her i den australske bush. Muligheden for ubehageligt kryb falder mig slet ikke ind. Først da Janine siger, at hun lige bliver nødt til at flytte bilen, fordi hun er  kommet til at parkere netop der, hvor en meget aggressiv myreart har sit bo, strejfer tanken mig.

 

Vi sidder på en solrig plet og spiser frokost og kan samtidig iagttage dyrelivet. Bag det nærliggende buskads ligger resterne af et vådområde, og her holder traner og sort/hvide svanegæs til. I træerne sidder der forskellige rosella-arter. Men vi bliver også iagttaget. Et par emuer spankulerer forbi. Deres lidt svævende gangart virker overlegen, men det er måske, fordi de ikke kan flyve. De stiller sig op i god afstand fra os og iagttager os. Hunner velsagtens.

 

Koalaens fingeraftryk
Efter frokost kører vi til Brisbane Ranges National Park for at opspore på koalaer. Det viser sig, at Janine har sit eget private koalaforskningsprojekt i nationalparken, og hver eneste tur hertil bidrager med informationer. Jeg bliver udstyret med en kikkert og får at vide, i hvilken retning jeg skal gå, og vi aftaler, hvordan vi skal komme i kontakt med hinanden, når vi får øje på en koala.

 

Janine har interesseret sig intenst for koalaer gennem en årrække, og hun har fundet ud af, at formen på deres ører og især snuden er måden at identificere dem på. I hendes ”Koala ID-Book” er der tegninger af vidt forskellige koalasnuder, som hun betragter som koalaens fingeraftryk. Hun har også fundet ud af, at formen på koalaernes ekskrementer kan bruges som identifikation – men man skal virkelig være kender for at kunne se de minutiøse forskelle. Hun har også en tese om, at lugten er forskellig! Men jeg ved nu ikke...

Wilma, Daisy og Bear
Det er længe siden, at Janine har set Daisy i området, og derfor er det hende, vi specielt er på udkig efter. Janine giver alle koalaer et navn, når de er blevet identificeret. For hende er koalaerne langt mere end et nummer, ja, det er nærmest som om, det er hendes familie. Ved at navngive dem viser man koalaerne respekt, synes hun.

 

Koalaerne har meget skarpe sanser trods deres apatiske fremtoning. At sidde højt oppe i træerne giver dem en god fornemmelse af, hvad der foregår omkring dem, og de er meget bevidste om afstanden til andre koalaer. Jeg går og kigger op i trætoppene, og der skal kigges godt efter for at få øje på en koala mellem de grågrønne eukalyptusblade. At der er mange koalaer netop dette sted i nationalparken skyldes, at her vokser koalaens livret, eukalyptusarten ”mana gum”.

 

 

Vi ser ikke noget til Daisy, og jeg kan mærke, at Janine er lidt bekymret. Det hjælper lidt på humøret, da vi opdager en koala, der ikke tidligere er blevet observeret i området. Janine foretager et ”snudetjek” og tegner i sin ”Koala ID-Book”, og den nye koala bliver ført ind på et kort over området.

 

Bortset fra den knasende lyd fra de tørre blade og fuglestemmerne er her meget fredfyldt. Da jeg tog af sted i morges, havde jeg ingen ide om, at det skulle blive en af rejsens allerbedste dage. Denne dag sammen med Janine beviser i øvrigt, at man ikke behøver at tage til de meget kendte og meget besøgte nationalparker for at blive en naturoplevelse rigere.