Siden Great Ocean Road sydvest for Melbourne blev indviet i 1932, har den forbundet de små byer mellem Anglesea og Warrnambool og betaget turister i tusindvis med sit smukke sceneri. Men indholdet i den lille trækiste, guiden fra Natural Treasures har med, fortæller en helt anden historie.

 

Historien om Tom og Eva
Vi står på den fredfyldte lille sandstrand mellem de høje klipper ved Loch Ard Bay. Denne lille strand blev redningen for Tom Pearce og Eva Carmichael en mørk, stormfuld nat i juni 1878. Guiden åbner den lille trækiste, som han har båret under armen, siden vi forlod parkeringspladsen, og viser os billeder af hovedpersonerne i det tragiske drama, som udspillede sig her for så længe siden.

 

 

Dagbogen fortæller
Mens guiden læser op fra Evas dagbog, lukker jeg øjene og prøver at forestille mig, hvordan det må have været for Eva at ligge i det oprørte hav, mens hun klamrede sig til et kyllingebur. Tom får efter ihærdige anstrenglser reddet hende i land, og de to kollapser i bogstaveligste forstand i den lille klippehule, vi kan se der, hvor stranden slutter. Tom er den, der først kommer til hægterne. Han bestiger de stejle klipper og henter hjælp på en nærliggende homestead, og det er, mens Eva opholder sig her, at hun i detaljer skriver om den skæbnesvangre oplevelse i sin dagbog. Vi får også Toms version af historien, og den er anderledes kortfattet.

 

 

Forliset af  ”Loch Ard” var et af de mest tragiske på The Shipwreck Coast, og det er det, der har lagt navn til kløften. Paradoksalt nok havde passagerere og besætning et par aftner før forliset fejret, at de havde nået deres mål i god behold.

 

På den lille kirkegård i nærheden blev der rejst et håndgribeligt minde om familien Carmichael. Da Eva havde mistet hele sin familie, rejste (sejlede!) hun tilbage til Irland. Eva skulle lige vide, at hun her 126 år senere via sin dagbog har givet en lille håndfuld turister en oplevelse, som kan være svær at ryste af sig.

 

 

Great Ocean Road
Inden den 250 km lange Great Ocean Road blev åbnet i 1932 var det besværligt, tidskrævende og under visse vejrforhold umuligt at komme til de små byer på Victorias sydvestkyst. Planer havde der været mange af i mange år, men først efter 1. verdenskrig blev de realiseret. Man så bygningen af kystvejen som en mulighed for at beskæftige de hjemvendte soldater og samtidig mindes de faldne – og at vejen kunne blive en turistattraktion, var heller ikke uvæsentlig i forbindelse med en finansiering. At den blev en turistattraktion kom til at holde stik, og det skyldes bl.a. strækningen mellem Lorne og Apollo Bay og Port Campbell National Park med de særprægede klippeformationer.