Sitemap
      
 
Print    Tilbage

Tæt på naturen i motorhome
Et motorhome gjorde vores ferie mulig. En kørende, selvforsynende enhed med alle livets nødvendigheder og lidt til. En ferie i motorhome handler om frihed og uafhængighed. Frihed til at  lade nysgerrigheden styre dagen og ruten. Frihed til selv at bestemme og være uafhængig af køreplaner, reservationer, sikkerhedstjek, indtjekning og udpakning.

Tekst og foto: Arne Naamansen, MyPlanet



Det handler om frihed

Det bedste ved vores motorhomeferie var familiesamværet. Vi var to voksne og to børn (på tre og fem år) på tur i det vestlige Canada i juni 2005, og motorhomet gjorde det meget nemmere at rejse med børnene. Vi brugte ikke tid på at jage moteller. Nej. Vi boede lige midt i herlighederne, da vi havde valgt at overnatte i provinsparkerne.



Ferie i et selvkørende sommerhus

Når vi nåede til campingpladserne, kunne vi trygt slippe ungerne løs i de små campinglommer mellem træerne. Børnene elskede campinglivet. Hele processen med at få gang i bålet var et eventyr. Først købte vi et bundt brænde, da det ikke er tilladt selv at indsamle brænde i parkerne. Så kløvede vi det. Herefter byggede vi et bål. Fik det tændt med god hjælp af ZIP tændvæske. Så lavede vi mad, hyggede os og sluttede af med bålkaffe til de voksne og popcorn og ristede skumfiduser til de små.

Maden var altid lige ved hånden, og vi skulle ikke ty til fast food. Efter et besøg på Royal Tyrrell Museum i Drumheller kunne vi gå lige ud til vores motorhome på parkeringspladsen foran og finde toastbrød med avocado, tomat og løg frem, mens børnene spillede bold på asfalten.

En morgen hvor vi skulle videre, behøvede børnene ikke at komme i tøjet først. De legede med dinosaurer i den store seng, lige til der var afgang fra Wilcox Creek campingpladsen i Jasper National Park. De sad i nattøjet, mens vi kørte ad Icefields Parkway til den næste oplevelse i de canadiske Rocky Mountains.
Motorhomet gav os den klare fordel, at vi ikke skulle pakke ud og ned hver dag. Desuden var der toilet og bruser. Efter 15 minutter var der varmt vand nok til, at vi alle fire kunne komme i bad. Vi skulle ikke jagte rastepladser eller benzinstationer for at finde et toilet. Vi kunne bare trække ind til siden, og så havde vi alle bekvemmeligheder. Børnene havde deres faste pladser, når vi kørte, og når de skulle sove. Vi skulle ikke bruge energi på at omstille os mellem forskellige moteller, restauranter og udlejningsbilen. Vi havde det hele med. Som en lille skovsnegl i verdens næststørste land kørte vi rundt, oplevede og holdt ferie.

Fra Inside Passage til Icefields Parkway

I 32 dage pakkede vi vores liv sammen i et 15 m2 motorhome svarende til størrelsen af vores soveværelse derhjemme. 32 dage i søgen efter eventyret, oplevelser og gode campingpladser.

Rigtigt amerikansk

Det er noget essentielt amerikansk at sætte sig bag rettet og kører derudad. Jeg elsker at nynne med på countrymusik, mens motorhomet æder kilometer efter kilometer nordamerikansk asfalt og grusveje og bringer familien videre til nye oplevelser.

Vi valgte at begynde med tre dage i Seattle, inden vi fik motorhomet udleveret. Så havde vi set byen, og vi var kommet over det værste jetlag på grund af de ni timers tidsforskel.

Ruten herefter var Seattle – (1) Deception Pass State Park - Anacortes – Sidney – Victoria – (2) French Beach Provincial Park – (3) Goldstream Provincial Park – (4) Bamberton Provincial Park – Nanaimo – (5) Capilano RV Park i Vancouver – (6) Alice Lake Provincial Park – Whistler – (7) Birkenhead Lake Provincial Park – Lillooet – (8) Gun Creek – (9) Tyax Resort – (10) Marble Canyon Provincial Park – (11) North Thompson Provincial Park - Wells Gray Provincial Park – (12) Mount Robson Provincial Park – (13) Whistlers i Jasper National Park – Icefields Parkway – (14) Wilcox Creek – Saskatchewan Crossing – (15) Crimson Lake Provincial Park - Dickson – (16) Bleriot Ferry Provincial Recreation Area - Drumheller – (17) Calgary – (18) Bow Valley Provincial Park – (19) Tunnel Mtn – (20) Two Jack Main - Banff National Park – Lake Louise – Yoho National Park – (21) Kicking Horse - Kootenay National Park – Radium Hot Springs – (22) Wasa Lake Provincial Park – Fort Steele – (23) Lockhardt Creek Provincial Park - Nelson – (24) Syringia Provincial Park – Grand Forks – (25) Nk'Mip Campground i Osoyoos – Manning Provincial Park – (26) Golden Ears Provincial Park - Vancouver – (27) Larrabee State Park - Seattle.

Er det dyrt at holde ferie i motorhome?

Sådan et 25 fods motorhome med en 3,5 liter motor elsker tankstationer, og hvert besøg kostede os 100 dollars.

Vi kørte 4.791 km på 32 dage, brugte 1.048 liter benzin til 5.355 kr - så en krone pr. km er gennemsnitsprisen med en benzinpris på kr. 5 pr. liter.

Til overnatning brugte vi i gennemsnit 105 kr, men det dækkede over alt fra gratis pladser til campingpladsen i centrum af Vancouver, der kostede 200 kr. per nat.
Så vores svar er: - NEJ, det er ikke dyrt.

Læs mere om vores ferie i motorhome i Canada og USA

Kendte motorhometure gennem Nordamerika

Den canadiske kunstner og forfatter Emily Carr brugte i 1930’erne en campingvogn med kanvastop, kaldet Elephant, på sine ture rundt i British Columbia.

Charles Kuralt lejede i 1961 et Dodge motorhome og kørte rundt i USA. Han udsendte historier i tv om livet ”On the road” fra ”small town” America. Han fortsatte helt frem til 1994.

John Steinbeck kørte USA tyndt i sin Rosinante i 1966 i en søgen efter den amerikanske sjæl. Rosinante var en pickup, hvor Steinbeck havde fået monteret et lille hus på ladet.

William Least Heat-Moon gennemkrydsede USA i sit motorhome Ghost.

Brad Herzog købte en 1996 Winnebago Adventurer og tog familien med på en ti måneders filosofisk og historisk odyssé gennem ”small town” USA i Rolling Stone, som de kaldte motorhomet.





MyPlanet Nørregade 51 7500 Holstebro Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 36 98 91 20 MyPlanet Falkoner Allé 1 2000 Frederiksberg Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 33 55 75 00 dk@myplanet.com
 
Vi anbefaler
Priser & tilbud på leje af motorhome
Priser & tilbud på leje af motorhome
Mange canadiere holder selv ferie i motorhome, og vælger du motorhome som ferieform, kan du være sik...
Tlf.: 70 12 50 11 - E-mail: dk@myplanet.com
 
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening
Medlem af Rejsegarantifonden nr. 795
  MyPlanet is part of TUI Travel PLC. an international leisure travel company based in the United Kingdom.