Et uforglemmeligt pusterum
Tekst: Anette, MyPlanet
Foto: Polynesian Spa
Jeg er så heldig at befinde mig i New Zealand i maj måned. Det er uden for sæsonen, og vejret denne morgen er ligesom en solrig oktobermorgen i Danmark med en friskhed og et let bid af kulde i luften. Efter en lang rejse med tusindvis af oplevelser er dagen i dag lige netop en dag til at forkæle sig selv.
Jeg begiver mig på vej til Polynesian Spa, som ligger på Hinemoa Street i Rotorua. Jeg kommer ind i en nydelig lounge og bliver straks modtaget af en meget venlig dame, som viser mig til rette. Jeg udfylder en helbredserklæring og får udleveret en stor tyk badekåbe og en lille plastpose. Udenfor i en lille lukket gårdhave finder jeg fire pools bygget op af natursten. Disse indeholder varmt mineralvand. En pool med 37o, en med 38o, en med 40o og en med 42o varmt vand. Jeg skynder mig ind og skifter til badedragt.
Rislende ro
Jeg sænker mig ned i det 37o varme vand. Solen skinner mig lige i hovedet, og vandet varmer min krop. Jeg har en fantastisk udsigt ud over Rotorua-søen, stilheden sænker sig, og det eneste, jeg hører, er en rislende lyd fra et lille kunstigt vandfald i hjørnet og mågeskrig fra søen.
Efter en halv time er jeg nået til badet med 40o – min krop slapper totalt af, og jeg er begyndt at mærke steder i min krop, hvor jeg spænder. Der er lidt i læggene fra en vandretur på vulkaner i går, en gammel skade i lænden, skulder og nakken. Resten af kroppen føles let og afslappet. Gennem dampen ser jeg en dame komme ind, men hun starter henne i badet med 37o, så hende kan jeg ikke længere se derfra, hvor jeg sidder.
42o – pyh, det er varmt lige som i en sauna, men vandet er blødt, og jeg fornemmer ganske let den umiskendelige lugt af Rotorua, der kan beskrives som en blanding af lugten af svovl og riskiks.
Efter en time er jeg helt opløst og ganske afslappet.
Velværen breder sig
Nu er det tid til massage. Jeg er helt svimmel, da jeg stiger op af badet og må have noget vand. Efter to glas er jeg helt okay og klar. Jeg ifører mig min tykke badekåbe, og begiver mig ind i endnu en lounge, hvor en smilende maoripige modtager mig og fører mig ind i et rum med en briks midt på gulvet og en lang stang med fem brusehoveder i loftet.
Jeg bliver venligt gelejdet op på briksen, vandet i bruserne bliver justeret til en behagelig temperatur, og derefter indstiller min maorimassør brusehovederne, så vandstrålerne rammer hele min krop. Forestil dig den massagestråle, du finder i dit lokale svømmebad, men nu fordelt over hele din krop. Skøøøønt. Massøren lægger en klud over mine øjne, og med lukkede øjne mærker jeg nu, at hun med lange rolige glidende bevægelser løsner de sidste spændinger i min krop, medens vandet fra bruserne prikker og kribler.
1½ time efter jeg kom til Polynesian Spa, er jeg et ganske nyt menneske - afslappet og opfyldt med energi. Jeg lægger min våde badedragt i den lille plastpose og begiver mig af sted for at opleve endnu mere på min rejse rundt i New Zealand.
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com