Sitemap
      
 
Print    Tilbage
© By Else K Knudsen
Vulkanens vogter
En tur til Mt Tarawera-vulkanen midt på Nordøen er ikke en helt almindelig vandretur.
 
Tekst og foto: Else K. Knudsen, MyPlanet
 
Første del af køreturen fra Rotorua til Mt Tarawera går gennem frodigt landbrugsland med græssende får overalt. Da vi drejer fra asfaltvejen, bliver vi bedt om at spænde sikkerhedsbælterne ekstra godt, og vi forstår, hvorfor vi kører i firehjulstrækker, for nu kommer bilen på arbejde. Vi bumper rundt på sæderne. Rundt, op og ned går det ad et ujævnt hjulspor omgivet af tæt vegetation bestående af toi toi og manuka. Med ét åbner landskabet sig, og vi er kommet over trægrænsen.
 
Fremme ved kanten af vulkanen bliver vi udstyret med vandrestokke og bliver introduceret til de tre ruter, der er at vælge mellem. Det bliver pointeret, at den to timer lange vandretur forudsætter god fysik, og at man ikke lider af højdeskræk. Det er lidt svært at forstå, at man skal passe så meget på, men der er sjældent så venligt med sol og klar blå himmel som den majeftermiddag, hvor vi er der. Da vi kommer op i passet 1.111 m o.h., får vi god gavn af det vindtætte tøj, og vi får en fornemmelse af, hvor barskt og isnende koldt, der vil kunne blive.



© By Else K Knudsen
Sjov nedtur 
- Basalt versus skin. Basalt wins! siger vores guide Charlie med alvorsdyb stemme. Han har lige instrueret os i, hvordan man bevæger sig ned i vulkankrateret uden at få resten af ferien ødelagt pga. en voldsom hudafskrabning. Vi bevæger os forsigtigt ud over kanten. Nu skal vi opleve den berømte ”scree slide”. Hælen i.
- Rumpen godt ind mod bjerget, husker jeg for hvert skridt, jeg tager. Slaggerstenene ruller ned ved siden af mig og fylder hurtigt skoene, men det mærker jeg slet ikke. Nok skal man passe på, men det er altså sjovt, og snart bliver skridtene længere og lææængere, efterhånden som jeg bliver mere dristig. Til sidst nærmest løber jeg ned til bunden af krateret.

© By Else K Knudsen
Gribende lektion
Mens vi får vejret igen og tømmer skoene for de leca-agtige slaggersten, får vi en uforglemmelig og medrivende lektion i vulkanologi og om stedets alvorlige historie. Charlie fortæller, at hele området til venstre for, hvor ”glide-gåturen” startede, er Tapu, dvs. helligt område. Egnen nord for Mt Tarawera har traditionelt været beboet af Te Arawa-folket, og de har brugt at begrave deres ledere på bjerget. Charlie, der bor i et lille hus tæt på den slumrende vulkan, udtrykker sin store ærefrygt for området, som han passer på for maorierne, mod at forfædrene til gengæld holder hånden over ham.
 
Charlie kravler rundt på jorden og illustrerer det voldsomme vulkanudbrud, der i 1886 udslettede flere maorilandsbyer, dræbte 153 og efterlod området i den form, vi oplever det i dag. Fråden står ham om munden, og spyttet hænger fast i den store moustache. Han bliver fjern i blikket, og ansigtstrækkene bliver diabolsk mørke. Slaggeren flyver om ørerne på os.
 
Pludselig holder han inde, og der bliver helt stille. Vi har lyttet intenst til hans ”prædiken” og har svært ved at løsrive os, men så begynder kulden at trænge sig på, og uden at sige et ord bevæger vi os langsomt op fra vulkanen igen.


MyPlanet Nørregade 51 7500 Holstebro Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 36 98 91 20 MyPlanet Falkoner Allé 1 2000 Frederiksberg Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 33 55 75 00 dk@myplanet.com
 
Tlf.: 70 12 50 11 - E-mail: dk@myplanet.com
 
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening
Medlem af Rejsegarantifonden nr. 795
  MyPlanet is part of TUI Travel PLC. an international leisure travel company based in the United Kingdom.