Sikken familieferie
I februar 2007 var familien for første gang på krydstogtferie - 12 dage i Caribien. Min kone og jeg samt vore børn på 11 og 7 år udvidede vinterferien og fløj med Continental Airlines til Orlando, Florida. Her brugte vi 3-4 dage i DisneyWorld, Kennedy Space Center samt diverse shopping malls, inden vi steg om bord på krydstogtskibet i Ft Lauderdale.
Fordomme...
Ældre amerikanske damer med blåt hår og perlemorsbriller, skibskuller, overvægtige inaktive turister, cola og pizza hver dag og så dette her udanske fænomen med drikkepenge - joh, fordomme og spekulationer var der nok af, inden vi gik om bord. Men også en forventningens glæde over alle de eksotiske øer, vi skulle besøge. Hvad vi rent faktisk skulle få tiden til at gå med om bord, havde vi ikke de store tanker om.
Caribien
Vi skulle besøge syv caribiske øer - Puerto Rico, St Maarten, Grenada, Barbados, St Lucia, Tortola samt Den dominikanske Republik. Dvs at vi kun havde tre hele dage på havet og med alle de aktivteter, der er om bord på et krydstogtskib, nåede vi bestemt ikke at få skibskuller.
Dagene i land bød på ture på egen hånd til stranden eller sightseeingture, og vore forventninger til øerne blev til fulde indfriet; varmt og behageligt klima, venlig og imødekommende befolkning og ikke mindst dejlige strande med fantastiske snorklemuligheder for en børnefamilie.
Særlig interessant var den gamle historiske by San Juan/Puerto Rico, shoppingmekkaet på den hollandsk-franske ø St Maarten og strandende på Barbados. Børnenes favorit blev Tortola (British Virgin Islands), hvor en gammel drøm om at svømme med delfiner gik i opfyldelse.
Livet om bord
Vi havde som nævnt ikke de store forventninger til selve skibet og dets faciliteter, men her blev vi meget positivt overraskede. Med 780 kahytter var der plads til knap 2.100 passagerer, og besætningen talte mere end 700. Skibet havde flere swimmingpools, barer, kasino, diskotek, shoppingarkade, fitness center og naturligvis flere restauranter.
Maden om bord var et kapitel for sig; alt bortset fra drikkevarer var inkluderet i krydstogtets pris, og der blev serveret stort set døgnet rundt. Morgenmad og frokost foregik i afslappede omgivelser på dækket, og her var alt, hvad hjertet begærede - særligt til børnene. Om aftenen klædte vi om - som regel til det man på engelsk kalder casual. Så gik vi ned i restauranten, hvor vores tjener og bord stod klart - med en ny og spændende menu hver dag! To aftener undervejs blev der afholdt Captains Dinner, hvor man blev opfordret til at komme i pænt tøj. Flere, særligt ældre passagerer, kom i smoking og lange kjoler, men de fleste nøjedes med jakke og slips.
Underholding
Efter middagen kunne man nå en drink i baren, inden der i teatersalen blev budt på show. Absolut dygtige artister (dansere, operasangere, tryllekunstnere mm) leverede topunderholdning hver aften, og efterfølgende kunne man i barerne møde forskellige entertainere. Eller gå på skibets kasino.
Børnene fandt hurtigt ud af at opsøge andre børn i Kids Club. Det viste sig, at der var 2-3 andre danske børnefamilier om bord samt en del skandinaver. Når først børnene havde brudt isen, havde forældrene nemmere ved at komme i snak, og det blev til mange herlige aftener i godt selskab.
Jeg skylder at nævne lidt om køb af drikkevarer om bord samt drikkepengesystemet. Ved ankomst til skibet fik vi udleveret et plastikkort, som blev benyttet som kahytsnøgle samt som kreditkort om bord. Med dette kort "betalte" vi så alle vore drikkevarer, som forøvrigt kunne fås til ganske fornuftige priser. Ved check ud fra skibet den sidste dag afregnede vi så alle vore drikkevarer samt drikkepengene. Sidstnævnte udgjorde i vores tilfælde ca. kr. 1.500, som gik til vores tjener, vintjener, overtjener samt kahytsjomfru. Beløbet var "foreslået" af krydstogtselskabet, men det var helt op til en selv at afvige fra dette. Det viste sig altså, at det vi altid frygter mht drikkepenge, gik nemt og smertefrit.
Efter 12 fantastiske dage gik fire forkælede danskere i land igen i Ft Lauderdale - sikken luksusferie. DET GØR VI IGEN EN ANDEN GANG!
Martin Schmidtsdorff, MyPlanet
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com