Den store rundrejse
Vil du opleve alle Australiens højdepunkter i en og samme rejse, er denne tur til Kakadu, The Red Centre, Flinders Ranges, Great Ocean Road, Cairns og Sydney et godt bud på en fantastisk rejse. Undervejs oplever du Australiens vilde natur, ser de berømte aborginale klippemalerier, udforsker Great Barrier Reef og mærker Sydneys sus.
37 dage fra kr. 48.000
Prisen er pr. person og baseret på, at to voksne rejser sammen
Dag 1: Afrejse København
Der er afrejse fra Danmark med kurs mod Singapore.
Dag 2: Ankomst Singapore
Ankomst Singapore, hvor du har to overnatninger. Man siger, at Singapore er verdens reneste by. Den højteknologiske stemning med himmelstræbende, glasklædte skyskrabere sammen med de pletfri gader, giver den besøgende indtryk af at se ind i fremtiden. Men inde under den polerede overflade gemmer gamle kinesiske, malaysiske og indiske kulturer sig. Så i Singapore finder du det hele – uanset om du vil shoppe mærkevarer eller snuse til alverdens asiatiske kulturer.
Overnatning på Allson Hotel.
Dag 3: Singapore
I dag skal du på en halvdags sightseeing tur rundt i Singapore. Herefter er resten af dagen til rådighed.
Overnatning på Allson Hotel.
Dag 4: Afrejse Singapore
Du har det meste af dagen til rådighed, inden der om aftenen er afrejse mod Darwin.
Dag 5: Ankomst Darwin
Du ankommer til Darwin, hvor du har en enkelt overnatning. Dagen er til rådighed.
Du vil hurtigt opdage, at Darwin er en by, hvor livet leves udendørs. Bliver du overmandet af den tropiske hede så tag en tur ned ad den skyggefulde gågade, The Mall, eller besøg Museum & Art Gallery of Northern Territory, der har en af Australiens bedste samlinger af aboriginal kunst.
Overnatning på Travelodge Mirambeena Resort
Dag 6-8: Kakadu
De næste tre dage byder på det bedste i nationalparkerne Kakadu og Katherine/Nitmiluk. Du kommer på ”krokodille spotting”, ser klippemalerier ved Ubirr Rock, oplever Katherine Gorge i en kano eller på en sejltur, kommer til at bade ved Edith Falls og får lejlighed til at udforske naturen på vandreture. Der overnattes i permanente teltlejre. dels i Kakadu og dels ved det historiske Springvale Homestead. På tredje dagen returneres der til Darwin, hvor du har endnu en overnatning. Fuld pension er inkluderet i turen, og du skal være forberedt på, at der er fælles bade- og toiletfaciliteter.
Overnatning på Travelodge Mirambeena Resort
Dag 9: Darwin – Dunk Island
Der er afrejse fra Darwin mod Dunk Island, hvor du tilbringer tre nætter. Dunk Island er, hvad mange forbinder med en ægte tropisk ferieø: ranke palmer, hvid strand og blåt hav. Her er et hav af fantastiske aktivitetsmuligheder. Alt fra golf, kajakture, ture til revet, tennis - eller bare afslapning på stranden. Dunk Island passer perfekt til alle typer rejsende. Alle måltider er inkluderet.
Overnatning på Dunk Island
Dag 10-12: Dunk Island
Dagene er til rådighed på Dunk Island. Der kan f.eks. arrangeres ture til Great Barrier Reef.
Dag 13: Dunk Island – Cairns
I dag rejser du fra Dunk Island til Cairns. Cairns er hovedbyen i det nordlige tropiske Queensland, og her er nok at tage sig til. Dagen i dag er til fri disposition. Find f.eks. badetøjet frem og besøg den kunstigt anlagte lagune, der ligger midt i Cairns.
Overnatning på Colonial Club Resort
Dag 14: Cairns
Denne dag kommer du med på en heldagstur til den lille by Kuranda vest for Cairns. Turen dertil foregår med et veterantog, der snor sig gennem regnskoven, og turen tilbage er med svævebanen Kuranda Scenic Rail. I Tjapukai Aboriginal Cultural Park får du, på en underholdende måde, en introduktion til den aboriginale kultur.
Dag 15: Cairns
Cairns er et perfekt udgangspunkt for ture til the Great Barrier Reef, fordi revet her ligger forholdsvist tæt ved kysten. I dag kommer du med på en sejltur til Michaelmas Cay, og i løbet af et par timer er du ved det ydre rev, hvor du kan opleve revet på forskellig vis. Du kan snorkle blandt de farverige fisk, studere fuglelivet eller blot nyde solen på dækket.
Dag 16: Cairns
Dagen starter tidligt, men det gør sikkert ikke noget, for der venter en helt fortryllende oplevelse over området the Tablelands. Der er nemlig ballonflyvning på programmet, og du stiger til vejrs samtidig med, at solen stiger op over horisonten. Mens du mærker morgenens friskhed, bevæger du dig langsomt hen over det grønne landskab. Bagefter bliver der serveret morgenmad med champagne i bushen.
Dag 17-19: Cairns – Uluru/Ayers Rock
I dag rejser du fra det tropiske nord ind til centrum af Australien – til det røde hjerte og Uluru/Ayers Rock. De næste dage tilbringer du på safaritur til den røde ørkens højdepunkter. Du skal naturligvis se solen stå op og gå ned over Uluru. Du kommer også på vandretur gennem Valley of The Winds ved Kata Tjuta og går langs Kings Canyons kant – men også aftenerne omkring lejrbålet vil stå i skarp erindring. Undervejs overnatter du i gode telte med senge, men du skal igen være forberedt på, at der er fælles bade- og toiletfaciliteter i de permanente teltlejre. Til gengæld kommer du til at opleve nogle af verdens smukkeste naturfænomener. Turen slutter i Alice Springs sidst på dag 19. Her har du to overnatninger.
Overnatning på Alice Springs Resort.
Dag 20: Alice Springs
Alice Springs er den største og eneste by i den røde ørken (ca. 25.000 indbyggere), og den isolerede beliggenhed er en attraktion i sig selv. At livet leves på en anden måde i de isolerede områder i Australien, kan du få et indtryk af, når du på en halvdagstur besøger Royal Flying Doctor og School of the Air. Overnatning på Alice Springs Resort.
Dag 21: The Ghan
Formiddagen er til rådighed. Over middag stiger du på toget The Ghan, der fører dig mod Adelaide.
The Ghan har en spændende historie, der tager sin begyndelse i 1877. Navnet The Ghan stammer fra den tid, hvor kameler - eller rettere sagt dromedarer indført fra Afghanistan - var den eneste transportmulighed til og fra den røde ørken. Og det er således dromedardriverne, "afghans", der har givet togstrækningen dens navn. Mens de sidste skinner til Alice Springs blev lagt, måtte passagererne nemlig tilbagelægge de resterende kilometer på kamelryg. Der overnattes om bord på toget, og der er naturligvis reserveret en sovekupé til dig
Dag 22: Ankomst Adelaide
Der er ankomst til Adelaide ved middagstid. Nyd resten af dagen i Adelaide, der er den største by i delstaten South Australia.
Overnatning på Breakfree Directors Studios Adelaide
Dag 23: Adelaide
Dagen er til rådighed i Adelaide. Over halvdelen af den australske vinproduktion kommer fra South Australia, og på National Wine Centre of Australia i Adelaide kan du bl.a. lære noget om de forskellige druesorter og naturligvis smage på det færdige produkt.
Overnatning på Breakfree Directors Studios Adelaide
Dag 24: Adelaide - Wilpena Pound
I dag samler du en udlejningsbil op og påbegynder kør-selv delen af den store rundrejse. Denne dag kører du til Flinders Ranges National Park, der ligger i den nordlige ende af Flinders Ranges. Bjergkæden strækker sig fra Port Pirie i syd og 800 km nordpå og hører til en af Australiens smukkeste. I den sydlige del af Flinders Ranges National Park ligger Wilpena Pound, der er et stort plateau med form som et amfiteater og omkranset af 1.000 m høje bjerge.
Overnatning på Wilpena Pound Resort.
Dag 25: Wilpena Pound
Dagen er til rådighed i området. Din lejebil er naturligvis 4-hjulstrukket, så du har mulighed for at komme vidt omkring. Der er et hav af smukke vandreture i området – vi kan også arrangere en flyvetur over Wilpena Pound, hvis du vil. Det er i virkeligheden den bedste måde at få et fuldstændigt indtryk af det særprægede plateau på.
Overnatning på Wilpena Pound Resort.
Dag 26: Wilpena Pound – Mt. Gambier
Dagen i dag er en køredag. Du skal sydpå til Mt. Gambier, hvor du har en enkelt overnatning. Byen har navn efter den 5.000 år gamle udslukte vulkan, som ligger i nærheden.
Overnatning på Comfort Inn Silver Birch
Dag 27: Mt. Gambier – Port Fairy
I dag har du til gengæld kun en kort køretur. Der er kun er par timers kørsel fra Mt. Gambier til Port Fairy - en hyggelig lille by med hummerfiskeri som vigtigste indtægtskilde.
Overnatning på Comfort Inn, Port Fairy
Dag 28: Port Fairy – Apollo Bay
Du er nu midt på Great Ocean Road, der er en af verdens smukkeste kystruter. Ruten går gennem tempereret regnskov og eukalyptusskove, langs dramatiske kyststrækninger, gennem idylliske småbyer og nationalparker. Tag også ud og se „De tolv Apostle" stå smukt i fuldt dagslys med bølgerne bragende ind mod kysten. På det forblæste Cape Otway står fyrtårnet og markerer den ene ende af kyststrækningen, der, af de tidligste pionerer, hurtigt blev døbt „Ship Wreck Coast". Flere steder på strækningen er der fine muligheder for korte vandreture i den smukke natur. Køreturen fra Port Fairy til Apollo Bay tager kun godt tre timer, så der er masser af tid til stop undervejs.
Overnatning på Comfort Inn, Port Fairy
Dag 29: Apollo Bay – Melbourne
Du kører de sidste 180 km til Melbourne. Undervejs passerer du bl.a. Torquay og Bells Beach - sidstnævnte er hvert år ved påske centrum for en stor surferkonkurrence for de bedste surfere i hele verden. Bølgerne her kan blive op til 6 m høje!
Overnatning på Ibis, Melbourne
Dag 30: Melbourne
Denne dag kommer du med på en heldagstur til You Yangs Ranges Regional Park, hvor du bl.a. møder koalaerne Daisy, Wilma og Bear. Guiden Janine har sit eget forskningsprojekt i området, og da hun næsten opfatter koalaerne som sin familie, har de naturligvis fået navne. At der er mange koalaer netop her skyldes, at her vokser koalaernes livret, eukalyptusarten "mana gum". Du kommer på koala-spotting og bliver meget klogere på koalaerne og deres levevis. Men du kommer helt sikkert også til at møde kænguruer og emuer. Om aftenen er du igen tilbage på hotellet i Melbourne.
Overnatning på Ibis Hotel.
Dag 31: Melbourne – Sydney
Der er afgang fra Melbourne med fly til Sydney. Der er lagt op til en dag på egen hånd i Sydney.
Overnatning på Quality Hotel Cambridge
Dag 32: Sydney
Sydney skal opleves fra vandsiden, så i dag skal du på ”lunch cruise” på det ”flydende restaurantskib” MV Sydney 2000. Her nyder du en skøn frokost med udsigt til en af verdens smukkest beliggende byer. Resten af dagen er til rådighed.
Dag 33: Sydney
En guidet tur til Blue Mountains er næsten et must, når man er i Sydney. Nationalparken er på UNESCOs World Heritage liste, bl.a. fordi der i området er 91 forskellige eukalyptusarter og 132 plantearter, der kun findes her. Denne tur er afslappende og stiller ikke krav til fysikken, men du får med garanti en stor naturoplevelse og ser de mange highlights i Blue Mountains.
Dag 34: Sydney
Ingen tur til Sydney uden at opleve Operahuset. I dag får du en grundig rundvisning i Utzons smukke bygning. Tag evt. også en færge ud til Manly – en af Sydneys mange berømte strande.
Dag 35: Sydney
Dagen er til rådighed i Sydney, hvor Bridge Climb er et must. At stå 134 m oppe på toppen af Sydney Harbour Bridge, med udsigt ned over Operahuset, er en helt enestående oplevelse. Der er rift om pladserne, så vi anbefaler, du reserverer turen hjemmefra. Pris fra kr. 1.275,- pr. person
Dag 36: Afrejse Sydney
Der er afrejse fra Sydney mod Europa
Dag 37: Ankomst København
| Pris pr. person | Rejseperiode |
| Fra kr. 48.000 | 1. marts - 31. marts 2010 |
| Fra kr. 50.995 | 1. april - 30. juni 2010 1. november - 7. december 2010 |
| Fra kr. 54.295 | 1. juli - 15. august 2010 |
| Fra kr. 51.195 | 16. august - 31. oktober 2010 |
| Fra kr. 54.195 | 8. december - 15. januar 2011 |
Prisen er pr. person og baseret på, at to voksne rejser sammen.
Prisen inkluderer
Flyrejse: København-London/Frankfurt-Singapore-Darwin-Cairns-Dunk Island-Ayers Rock// Melbourne-Sydney-Singapore-London/Frankfurt-København
Skatter og afgifter
2 nætter på Allson Hotel Singapore, inkl. morgenmad og transport mellem lufthavn - hotel
Halvdagstur i Singapore
3 nætter på Travelodge Mirambeena Resort, Darwin
3 dages Kakadu and Katherine Safari, inkl. fuld pension med overnatning i telt
4 nætter på Dunk Island Resort, Dunk Island inkl. fuld pension
4 nætter på Colonial Club Resort, Cairns
Heldagstur fra Cairns: Kuranda Rail/Skyrail/Tjapukai inkl. frokost
Heldagstur fra Cairns til Great Barrier Reef inkl. frokost
Halvdags ballontur fra Cairns
3 dages tur fra Alice Springs: Uluru, Kata Tjuta and Kings Canyon med overnatning i telte inkl. fuld pension
2 nætter på Chifley Alice Springs Resort, Alice Springs
Halvdagstur i Alice Springs
Togtur med The Ghan Alice Springs-Adelaide
2 nætter på Breakfree Directors Studios Adelaide
6 dages billeje (4WD) fra Adelaide-Melbourne
2 nætter på Wilpena Pound Resort, Wilpena Pound
1 nat på Comfort Inn Silver Birch, Mt.Gambier
1 nat på Comfort Inn, Port Fairy
1 nat på Comfort Inn The International
2 nætter på Ibis Melbourne, Melbourne
Heldagstur fra Melbourne, Savanna Walkabout
5 nætter på Quality Hotel Cambridge, Sydney inkl morgenmad
Halvdagstur fra Sydney: Seafood Buffet Lunch
Rundvisning i operahuset i Sydney
Heldagstur fra Sydney til Blue Mountains inkl. frokost
Administrationsgebyr og Konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden
Tillæg
- Evt. indenrigstilslutning
- Afbestillingsforsikring
- Rejseforsikring
Kontakt os også hvis du har bestemte ønsker til, hvad du vil opleve eller blot er blevet inspireret.
© MyPlanet
MyPlanet
Søren Frichs Vej 34 A
8230 Åbyhøj
Tlf.: 70 12 50 11
MyPlanet
Strandboulevarden 122, 2.
2100 København Ø
Tlf.: 70 12 50 11
dk@myplanet.com