Sitemap
      
 
Print    Tilbage
© By Tourism Victoria
Familieferie i camper
Rejser du sammen med familien, er camperferie en oplagt mulighed. Dette kør-selv-forslag tager udgangspunkt i Melbourne og koncentrerer sig om delstaten Victoria. Selvom det er den mindste og tættest befolkede delstat, mangler her bestemt ikke naturoplevelser, og det vil bl.a. Grampians Natioanl Park og Great Ocean Road overbevise jer om.

At leje en camper er et godt valg, hvis I er en familie eller flere, der rejser sammen. Overalt i Australien findes der gode campingpladser med fine faciliteter, og da australierne selv elsker udendørslivet, er campingpladsen et af de steder, hvor I helt sikkert vil falde i snak med ”aussierne”.
I tager oplevelserne i jeres eget tempo med den ultimative frihed og fleksibilitet. I behøver ikke at skænke overnatning en tanke, da I har det hele med, og I kan spise når og hvor som helst – hvis I altså har husket at købe ind!

18 dage fra kr. 16.350
Prisen er pr. person og baseret på, at to voksne og to børn (11 år og derunder) rejser sammen.



© By Tourism Victoria


Sådan forløber rejsen
 
Dag 1 : Afrejse fra Danmark
 
Dag 2: Ankomst til Melbourne.
Overnatning på Medina Grand i Melbourne.
 
Dag 3
Camperen afhentes. Fra Melbourne går turen sydpå til Geelong og videre til Torquay på kysten. Byen er berømt for den surfkonkurrence, der hvert år i påsken afholdes på Bell’s Beach, og som tiltrækker surfere fra hele verden.
Australiens flotteste kystvej, Great Ocean Road, begynder ved Anglesea, og den første del er kendt for sine næsten endeløse sandstrande, hvor der selv i højsæsonen er langt mellem badegæsterne. Efter hvert sving venter nye betagende udsigter, vidunderlige strande og hyggelige fiskerbyer.
 
Dag 4
Fortsæt langs Great Ocean Road. Efter Apollo Bay går vejen ind i landet og stiger op ad klipperne og gennem Otway National Park, hvor den dramatiske kyst er dækket af regnskov. Her kan du gå en tur mellem trækronerne på Otway Tree Top Walk. Det er også en god ide at besøge Cape Otway Centre for Conservation and Ecology. Drejer man fra Great Ocean Road og kører sydpå igennem Otway National Park til fyrtårnet ved Cape Otway, kommer man lige forbi dette center, hvor der venter helt enestående naturoplevelser. Man kan følge anlagte stier på egen hånd og iagttage dyrelivet fra de indrettede skjul, eller man kan tage med på en guidet tur og opleve overraskende sider af områdets flora og fauna. Flere sjældne og truede dyrearter holder til i området, og centret fungerer både som forskningscenter og dyrehospital.
 
Dag 5
Fortsæt langs Great Ocean Road. Vejen blev åbnet i 1932 og er en perlerække af naturscenerier med hav i blå og grønne nuancer og klippeformationer i røde og gule. Bølgerne og vinden har formet sandstensklipperne til fantasifulde skulpturer, og det kan man især opleve i Port Campbell National Park, hvor de kendteste klippeformationer ”The Twelve Apostles” og ”The Loch Ard Gorge” ligger.

© By Tourism Victoria

Dag 6
Når man fortsætter vestpå, kommer man 15 km vest for den gamle hvalfangerby Warrnambool til den udslukte vulkan Tower Hill. Det kæmpemæssige krater, der opstod for 30.000 år siden, er i dag tilholdssted for kænguruer, koalaer, emuer og myrepindsvin (echidnaer) og mange vadefugle. Ud over at opleve det rige dyreliv kan man komme med på ture arrangeret af aboriginere, der tilhører Worn Gundidj-stammen. Great Ocean Road slutter 12 km øst for Warrnambool, hvor vejen møder Princess Highway. Fortsæt til Port Fairy, og har I brug for at strække benene, så gør det på Griffiths Island, der er forbundet med fastlandet med en smal landtange.
 
Dag 7
Så krydses grænsen til delstaten South Australia, og I fortsætter til Mount Gambier. Byen har navn efter den 5.000 år gamle udslukte vulkan, som ligger i nærheden. Følg Princess Highway nordpå til Adelaide eller vælg den rute, der følger kysten, og I kommer til de hyggelige badebyer Beachport og Robe. Her leves livet i et afslappet tempo, og Beachport kan ud over en hyggelig atmosfære også byde på historiske bygninger og dejlige surfstrande. Længere nordpå kommer man til Coorong National Park, hvor den største attraktion er sandklitterne på Younghusband Peninsula – en smal landtange, der adskiller vandet i de lave områder fra havet. Bagved ligger søerne Albert og Alexandrina, og hele området er yngleplads for mange forskellige fuglearter.
 
Dag 8 og 9
Brug dagene til at udforske Adelaide, der ligger smukt ved St.Vincent-bugten.
 
Dag 10
Fra Adelaide køres til Barossa Valley. Det er Australiens mest kendte vindistrikt, og det er geografisk et lille og koncentreret område, der ligger 55 km nordøst for Adelaide. Besøg nogle af de kendte vingårde i Barossa Valley. Det kan f.eks. være Orlando Wines, der blev grundlagt i 1847 og har udviklet sig til en af de største vinproducenter i Australien og dækker hele spektret fra billige til meget dyre vine.

© By Tourism Victoria

Dag 11
Fra Barossa Valley køres der til Taliem Bend og østpå til Horsham i delstaten Victoria.
 
Dag 12 og 13
Brug nogle dage i Grampians National Park, hvor vind og vejr har givet sandstensbjergene de mest fantastiske former. Nyd de flotte udsigtspunkter og kom i nærkontakt med det unikke dyreliv.
 
Dag 14 og 15
Der blev fundet guld i Australien i 1851, og størstedelen af det, der blev fundet under den store ”gold rush” kom fra to byer i Victoria: Bendigo og Ballarat. Atmosfæren fra dengang kan man opleve i Sovereign Hill ved Ballarat, som er en rekonstruktion af guldgraverbyen, som den så ud i 1850’erne.
 
Dag 16
Du er nu tilbage i Melbourne, og camperen afleveres.
Overnatning på Medina Grand i Melbourne.
 
Dag  17: Afrejse fra Australien.
 
Dag 18: Ankomst til Danmark.



Pris pr. personRejseperiode
Fra kr. 16.35016. august - 30. september 2008
Fra kr. 17.1001. oktober - 31. oktober 2008
Fra kr. 16.5951. november - 7.december 2008
Fra kr. 18.1008. december - 15. januar 2009
Fra kr. 16.35016. januar - 31. marts 2009

Fra 1. april og frem - ring og hør om pris.

Prisen inkluderer

  • Flyrejse, København - Australien t/r med Qantas Airways
  • Flyskatter
  • To overnatninger på Medina Grand i Melbourne
  • 14 dages camperleje (Maui Spirit 4 - plads til fire personer) inkl. fri km, skatter, alle bilforsikringer (ingen selvrisiko), picnicbord og -stole, alt udstyr, tillæg for ekstra fører, 24 timers landsdækkende vejservice, hæfte med rabatkuponer til seværdigheder samt mappe med vejkort, brochurer og diverse informationer
  • Administrationsgebyr

Tillæg

  • Evt. indenrigstilslutning
  • Afbestillingsforsikring
  • Rejseforsikring
  • Visum

Bestil rejsen på tlf. 7012 5011 eller dk@myplanet.com

Kontakt os også hvis du har bestemte ønsker til, hvad du vil opleve eller blot er blevet inspireret.



MyPlanet Nørregade 51 7500 Holstebro Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 36 98 91 20 MyPlanet Falkoner Allé 1 2000 Frederiksberg Tlf.: 70 12 50 11 Fax: 33 55 75 00 dk@myplanet.com
 
Inspiration
Kom til møde om ferie i motorhome i Australien
Kom til møde om ferie i motorhome i Australien
Tænker du på at rejse til Australien? Skal det være bil eller motorhome? En ferie i motorhome handle...
Inspiration
På opdagelse i Victoria
På opdagelse i Victoria
Om en historiker, der er på sporet af historien i Melbourne, men som overgiver sig til naturoplevels...
Vi har været der
Skibsvragenes kyst
Skibsvragenes kyst
Oplev en anden historie på Victorias kyst sydvest for Melbourne.
Tlf.: 70 12 50 11 - E-mail: dk@myplanet.com