Kilometervis af natur
Naturen er en af de helt store attraktioner i Australien. Vælger du dette forslag, får du naturoplevelser på en kør-selv-tur, på en tur med det legendariske tog, The Ghan, og på en guidet tur gennem outback'en i det centrale Australien. Kilometervis af naturoplevelser kan vi godt love dig - og vel at mærke vidt forskellige oplevelser, som viser kontrasterne i Australien.
23 dage fra kr. 32.490
Prisen er pr. person og baseret på, at to personer rejser sammen.
Du skal vide...
Sådan forløber rejsen
Dag 1: Afrejse fra Danmark.
Dag 2
Ankomst til Melbourne - den største by i delstaten Victoria og den næststørste i Australien. Melbourne kan på mange måder måle sig med Sydney, og millionbyen med sine brede boulevarder og miljøet langs Yarra-floden bliver ofte kaldt "Australiens Paris".
Overnatning på Medina Grand i Melbourne.
Dag 3
En dag til at nyde storbyen, og der er virkelig meget at opleve i en by, hvor kunst og kultur i den grad blomstrer på et højt internationalt niveau. Samtidig med at Melbourne er en by, hvor man kan fornemme de nyeste trends, er det også en by, der kan fortælle historie fra kolonitiden. Ingen anden storby i Australien har så flotte og velbevarede historiske bygninger. Flinders Street Station er måske det flotteste eksempel, men på Collins Steet ligger de gamle, majestætiske bygninger side om side. Er du interesseret i moderne arkitektur, så gå en tur forbi Federation Square. Gå en tur igennem Royal Botanic Gardens og husk også at se det monumentale krigsmindesmærke "Shrine of Remembrance". Er du til shopping, har Melbourne alt fra mondæne designerbutikker til farverige markeder.
Overnatning på Medina Grand i Melbourne.
Dag 4
Den lejede bil hentes. Den første dag på kør-selv-turen fra Melbourne til Adelaide er der ikke planlagt nogen lang rute, så der er mulighed for afstikkere på turen til Mornington Peninsula syd for Melbourne. Woodman Estate ligger i meget fredfyldte omgivelser kun en times kørsel fra Melbourne, og her skal du bo to nætter. Du kan blive forkælet med spabehandlinger og få gourmetoplevelser.
Overnatning på Woodman Estate på Mornington Peninsula.
Dag 5
Med Woodman Estate som udgangspunkt kan du udforske Mornington Peninsula. Besøg en af de mange vingårde og opdag, at australske vingårde er en "totaloplevelse" med både vinsmagning, cafe, restaurant, galleri, butik etc. Nyd livet på en af de dejlige strande - og det er bestemt ikke svært at finde en helt for dig selv. Kør evt. også til halvøens sydligste punkt, Cape Schanck, hvor fyrtårnet skuer ud over Bass Strait.
Overnatning på Woodman Estate.
Dag 6
Fra Sorrento på Mornington Peninsula går der færge til Ballarine Peninsula - og det er en nem måde at komme til området vest for Melbourne. I badebyen Torquay begynder den kendte kystvej Great Ocean Road, og den følger mere eller mindre kysten til den gamle hvalfangerby Warrnambool. Siden Great Ocean Road blev indviet i 1932 har den forbundet de små byer på Victorias sydkyst og betaget turister i tusindvis med sit smukke sceneri.
Overnatning på Captain's at the Bay i Apollo Bay.
Dag 7
Fortsæt langs Great Ocean Road, hvor en af dagens store oplevelser er Port Campbell National Park med sandstensformationerne "De 12 Apostle" - selv om der nu kun er ni!
Overnatning på Oscar's Waterfront Boutique Hotel i Port Fairy.
Dag 8
Når Great Ocean Road slutter og bliver til Princess Highway, skal du køre nordpå til Grampians National Park med de skovbevoksede sandstensbjerge, som vind og vejr har givet de mest særprægede former. Lige syd for nationalparken ligger den lille by Dunkeld, hvor du skal bo de næste to nætter på Royal Mail Hotel.
Dag 9
En dag til at nyde naturen i Grampians National Park med de forrevne bjerge. Der er mange vandrestier og udsigts-punkter i nationalparken, kør f.eks. til Reid Lookout og nyd den storslåede udsigt over Victoria Valley, hvor der lever både kænguruer og emuer. Ved Lake Bellfield kan du være heldig at se koalaer højt oppe i eukalyptus-træerne. Gå heller ikke glip af McKenzie Falls og husk også at se nogle af de mange aboriginale hulemalerier.
Overnatning på Royal Mail Hotel i Dunkeld.
Dag 10
Fra Dunkeld går turen vestpå, og snart krydses grænsen til delstaten South Australia. De næste to dage tilbringes i Barossa Valley ca. 50 km nordøst for Adelaide. Barossa Valley er et af de kendteste vindistrikter i Australien, og her skal du bo på Abbotsford Country House. Du kan godt glæde dig til en oplevelse, du sent vil glemme. At bo her er nemlig på alle måder en nydelse. Stedet har en imponerende udsigt over vinmarkerne. De otte suiter er indrettet med antikviteter fra især Skotland, og der er tænkt over hver eneste lille detalje.
Dag 11
Der har været dyrket vin i Barossa Valley siden 1840'erne, og vinene fra området har da også fundet vej til Danmark. Seppelt, Chateau Yaldara, Jacobs Creek, Langmeil og Peter Lehmann er blot et udpluk af de vingårde, man kan besøge i Barossa Valley. Mange vingårde tilbyder ud over vinsmagning også gourmetoplevelser, og i det hele taget er Barossa Valley et område, hvor der er fokus på det at nyde mad og vin.
Overnatning på Abbotsford Country House i Barossa Valley.
Dag 12
Fra Barossa Valley går turen nordpå via Clare Valley (også et vindistrikt) over Gladstone og Melrose til Port Augusta.
Overnatning på Majestetic Oasis Apartments i Port Augusta.
Dag 13
Denne dag køres der til Flinders Ranges National Park, der ligger i den nordlige ende af Flinders Ranges. Bjergkæden strækker sig fra Port Pirie i syd og 800 km nordpå og hører til en af Australiens smukkeste. I den sydlige del af Flinders Ranges National Park ligger Wilpena Pound, der er et stort plateau med form som et amfiteater og omkranset af 1.000 m høje bjerge.
Overnatning på Wilpena Pound Resort.
Dag 14
På en tur (4WD) med en lokal guide bliver du præsenteret for de flotteste naturscenerier i Flinders Ranges, samtidig med at du hører om områdets geologi, dyreliv og historie. Du kommer også på en flyvetur, for Wilpena Pound skal ses fra luften - den eneste måde at få et fuldstændigt indtryk af det særprægede plateau på.
Overnatning på Wilpena Pound Resort.
Dag 15
Det meste af denne dag går med at køre fra Flinders Ranges National Park til Adelaide. I Adelaide skal du bo på The Fire Station Inn, og navnet snyder ikke. Hotellet er indrettet i en smuk gammel bygning, der tidligere var brandstation, og flere af de gamle brandbiler står her endnu..
Dag 16
Et dag til at opleve storbyen Adelaide. Den charmerende by ligger smukt ved St Vincent-bugten med dejlige strande mod vest og skovklædte bakker mod øst.
Overnatning på Fire Station Inn in Adelaide.
Dag 17 -18
Ved middagstid står du på toget The Ghan, der siden 1929 har forbundet Adelaide og Alice Springs i den røde ørken. Det er en rejse på 1.559 km, hvor man virkelig får en fornemmelse af de store afstande. Det australske landskab panorerer forbi - sletter med græssende kvæg, små isolerede samfund i horisonten og senere øde områder med saltsøer og støvede, rødlige scenerier. Togrejsen foregår på første klasse (Gold Service) og inkluderer måltider og sovekupe med bad/toilet. Først på eftermiddagen næste dag ruller toget ind på stationen i Alice Springs.
Overnatning på Voyages Alice Springs Resort i Alice Springs.
Dag 19
I Alice Springs begynder en 3-dages guidet tur, der inkluderer de største highlights i den røde ørken. Du kan glæde dig til en outback-oplevelse uden helt at skulle give afkald på komforten. Der overnattes i telte med fast bund og rigtige senge, og det varme bad behøver du heller ikke at undvære, men du skal være forberedt på fælles bade- og toiletfaciliteter i de permanente teltlejre. Den første dag kommer du på en vandretur ved The Olgas/Kata Tjuta og senere oplever du solnedgangen ved Ayers Rock/Uluru. Dagen slutter under stjernehimlen omkring lejrbålet i den permanente teltlejr i nærheden af Ayers Rock/Uluru.
Dag 20
Det gælder om at komme tidligt op for at se solen kaste sine første stråler på Ayers Rock/Uluru, der hæver sig 348 m op over den flade ørkenslette. I stedet for at bestige Ayers Rock/Uluru, kan man tage turen rundt om monolitten (9 km), og selv om man kun går halvvejs, er der rigtig mange oplevelser i form af klippemalerier, huler og vandhuller. Efter et besøg i The Cultural Centre, der giver en god introduktion til Anangu-kulturen, områdets geologi, flora og fauna, køres der de små 300 km til den permanente teltlejr ved Kings Canyon. Her kommer du igen til at tilbringe en aften og nat i tæt kontakt med naturen.
Dag 21
Dagen begynder tidligt med en vandretur langs kanten af Kings Canyon, der er den største og længste kløft i den røde ørken. Efter frokost går turen tilbage til Alice Springs.
Overnatning på Voyages Alice Springs Resort.
Dag 22
Afrejse fra Alice Springs.
Dag 23
Ankomst til Danmark.
| Pris pr. person | Rejseperiode |
| Fra kr. 33.890 | 1. juli - 15. august 2008 |
| Fra kr. 32.490 | 16. august - 7. december 2008 |
| Fra kr. 33.890 | 8. december - 15. januar 2009 |
| Fra kr. 32.490 | 16. januar - 31. marts 2009 |
1. april og frem - ring og hør efter pris.
Prisen inkluderer
- Flyrejse, København - Australien t/r med Qantas Airways
- Flyskatter
- 14 dages billeje (gruppe C - Hyundai Elantra eller lignende) inkl. fri km, skatter, lovpligtig ansvarsforsikring, laveste selvrisiko, rabatkuponer (værdi AUD 300) og detaljerede vejkort
- To overnatninger på Medina Grand Melbourne
- To overnatninger på Woodman Estate på Mornington-halvøen
- En overnatning på Captain's at The Bay i Apollo Bay
- En overnatning på Oscar's Waterfront Boutique Hotel i Port Fairy
- To overnatninger på Royal Mail Hotel i Dunkeld
- To overnatninger på Abbotsford Country House i Barossa Valley inkl. morgenmad
- En overnatning på Majestic Oasis Apartments i Port Augusta
- To overnatninger på Wilpena Pound Resort inkl. morgenmad, halvdagstur og rundflyvning over Wilpena Pound
- To overnatninger på The Fire Station Inn i Adelaide inkl. morgenmad
- Togrejse med The Ghan (Gold Service) fra Adelaide til Alice Springs, inkl. sovekupé og måltider
- To overnatninger på Voyages Alice Springs Resort
- 3-dages tur med guide i den røde ørken inkl. alle måltider og overnatning i telt
- Administrationsgebyr
Tillæg
- Evt. indenrigstilsutning
- Afbestillingsforsikring
- Rejseforsikring
- Visum
Bestil rejsen på tlf. 7012 5011 eller dk@myplanet.com
Kontakt os også hvis du har bestemte ønsker til, hvad du vil opleve eller blot er blevet inspireret.
© MyPlanet
MyPlanet
Nørregade 51
7500 Holstebro
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 36 98 91 20
MyPlanet
Falkoner Allé 1
2000 Frederiksberg
Tlf.: 70 12 50 11
Fax: 33 55 75 00
dk@myplanet.com