Normalpris: kr. 170

Tilbud gælder så længe lager haves.

Bacillen er blevet til en besættelse, og gennem mere end 20 år har Arne Naamansen udforsket sit elskede Canada på kryds og tværs – på egen hånd eller sammen med familien. ”Canadisk Potlatch” er en samling af 24 afsluttede beretninger fra Canada. Det er en blanding af egne oplevelser fint krydret med historiske tilbageblik, som gør, at man på et øjeblik bliver sat i den rette stemning og bliver ”klædt på” til næste kapitel.

 

Men pas på – bacillen smitter…!

- Far, skal du have hagesmæk på?, lød det forundret fra min datter, der måbende så på, mens servitricen gav mig hagesmæk på, inden middagen skulle indtages. - Skal du have hagesmæk på?, gentog min datter med store øjne, der understregede hendes undren. Hun smilede samtidig, og det understregede det komiske i situationen. Vi var i den katolske St. Ann’s Kirke i Hope River på Prince Edward Island. En halv times kørsel fra provinshovedstaden Charlottetown.

 

For at besøge kirken var vi en lun sommeraften kørt mod solnedgangen. Gennem det grønne, bølgende bakkelandskab, som øens stolthed, forfatteren Lucy Maud Montgomery, så flot og malende har beskrevet i bøgerne om ”Anne fra Grønnebakken”. Vi kørte gennem det charmerende landskab på øen med den røde jord og de blomstrende lupiner. Modsat det barske landskab på fastlandet. Flere af de små byer, vi kørte igennem, var så små, at de ikke havde butikker eller servicestation. Små flækker med navne som Alaska, Arlington, Albany og Springfield, der må få amerikanske turister til at føle sig hjemme.

 

På en billboard-tavle stod der: “Stay a few days. You’ve earned it.” Det gjorde vi. Vi skulle på turen også besøge Newfoundland, men færgen blev afbestilt. Vi blev syv ekstra dage på en ø, hvor tiden står stille. Alt - også trafikken, foregår i et adstadigt tempo, ferietempo og afslappethed. I stedet for Newfoundland blev det til caffe latte på Charlottetowns idylliske havnefront, hvor vi lyttede til maritim folkemusik fremført af Lennie Gallant: ”Which Way Does the River Run”. Det får pulsen ned og stemningen op. Øboernes venlighed mod turister synes at komme fra hjertet og ikke pengepungen.

 

Potlatch betyder at give og betegner oftest en fest med taler, sange og dans. Festen kan være for at fejre modtagelsen af navn og privilegier på høvdingeniveau. Det kan være rejsningen af en totempæl, retten til fiskeområder eller retten til at synge bestemte religiøse sange. Pointen i en potlatch er altid, at man som gæst, ved at modtage de gaver, værten giver, accepterer værtens anliggende. Man får gaverne for at yde den service, det er at være vidne til begivenheden. Tager man ikke alt med, er det lig med ikke at acceptere værtens krav.